Shutterstock
marsbymarsby illustration

Vision: Byer på Mars og Månen bygget af kartofler og støv

Fremtidens kolonier på Mars og Månen kan være bygget på beton lavet på kartofler og støv. Materialet er dobbelt så stærkt som almindeligt beton og mere miljøvenligt.

Er du en af dem, der har set filmen The Martian fra 2015, så husker du nok scenen, hvor den strandede astronaut, spillet af Matt Damon, formår at plante kartofler på Mars.

Selvom filmen er fiktion, så bygger den delvist på reel forskning, og kartoffeldyrkning på både Månen og Mars kan en dag blive virkelighed.

Kartofler kan dog bruges til andet end føde, har et hold forskere fra University of Manchester i England fundet ud af.

I en artikel i tidsskriftet Open Engineering har de vist, at kartofler også kan bruges til at lave stærk beton sammen med jord fra både Mars og Månen.

Beton af stivelse og støv

Den nye type kartoffel-beton har fået navnet ”StarCrete”, og idéen blev til, da forskerne ledte efter et bindemiddel til beton.

Så hvorfor ikke bruge noget fra den mad, der allerede kunne være på Mars såsom kartofler?

Da forskerne blandede kartoffelstivelsen med marsstøv, kunne de skabe en type beton med en trykstyrke på 72 megapascal (MPa), hvilket er over dobbelt så stærkt som almindeligt beton.

Da de blandede stivelsen med kunstigt månestøv, blev betonen endnu stærkere og kunne nå en trykstyrke på 91 Mpa.

Forskerne fandt ud af, at et andet materiale kunne styrke betonen yderligere: Magnesiumklorid. Med andre ord en type salt, som findes i menneskers tårer.

Men inden astronauter skal til at se tårepersere og indsamle væsker fra øjnene, så kan de trøste sig med, at magnesiumklorid kan indsamles på Mars’ overflade.

starcrete formel

Den nye superbeton har fået navnet StarCrete, og som vist på illustrationen kræver den blot kartoffelstivelse, regolit (støv fra Mars eller Månen) og salt. Foruden at være stærkere end almindelig beton, så er den også mere klimavenlig.

© Open Engineering (2023)

Forskerne mener, at godt 25 kg dehydreret kartoffelstivelse kan generere 213 mursten, når de blandes op med salt og støv. Til sammenligning kræver det gennemsnitligt 7.500 mursten at bygge et treværelses hus.

Så lidt med på rumrejsen som muligt

Forskere har længe undersøgt, hvordan de kan danne materialer på Mars og Månen med de ressourcer, der allerede er til rådighed.

På denne måde kan astronauterne medbringe så få ressourcer fra Jorden som muligt på deres rumrejser.

starcrete mursten

Her er en prøve af den superstærke beton, StarCrete. 25 kg dehydreret kartoffelstivelse kan skabe 213 mursten.

© Aled Roberts

Tidligere forsøg fra samme forskergruppe har vist, at også blod og urin kan bruges til at danne beton fra mars- og månestøv.

Her nåede de dog kun en trykstyrke på 40 Mpa, og det ville kræve en del blod og urin fra astronauterne.

Forskergruppen har på baggrund af den nye kartoffel-beton StarCrete skabt start-up-virksomheden DeakinBio, som ikke kun vil producere materialet til rummet men også til brug på Jorden.

StarCrete har nemlig vist sig at være et grønnere alternativ til almindelig beton, som er ansvarlig for 8 procent af verdens kuldioxidemissioner.

Dette skyldes de højre temperaturer, det kræver for at producere beton. StarCrete kan til gengæld laves i en almindelig ovn eller mikroovn, hvilket gør det mere energieffektivt.