I slutningen af 1800-tallet arbejdede 30.000 bødkere i England udelukkende på at fremstille de 18 mio. tønder, som den engelske ølindustri skulle bruge hvert år.
Syd for Den Engelske Kanal fyldte franskmændene vin på 10 mio. tønder, mens USA hinsides Atlanten producerede 7,5 mio. tønder med råolie årligt.
Lille Danmark eksporterede 1,6 mio. smørtønder, de såkaldte dritler, alene til Storbritannien.
Allerede dengang var den globale handel enorm, og efterspørgslen på tidens universal-emballage næsten endeløs.
Verden over bestilte hundredtusinder af bødkere ikke andet end at lave tønder, men alligevel måtte de kæmpe for at følge med behovet.
Fra træstamme til tønde
Bødkermesteren købte hele stammer og kløvede dem til staver, som lærlingene skulle tilskære. Spåner og overskydende træstykker blev solgt som brænde og gav en god ekstra-indtægt.
Bødkeren høvler staverne på strygehøvlen, så de er brede på midten og smalle i enderne.
Tønden rejses ved hjælp af et endebånd. Båndet er påsat en rejseklemme, som holder staverne på plads i den ene side.
Med drejeren drives rejsebånd sammen, så staverne bøjes, og tønden får sin karakteristiske buede form.
Med passeren måles diameteren, så bund og låg kan saves ud.
Tøndebånd af piletræ eller jern hamres ned over tøndens ender. Herefter er tønden klar til brug.
Tøndemageri var et uundværligt håndværk, og det kunne mærkes på pengepungen. I bødker-familierne var der som regel råd til godt med smør på brødet.
Rom kom på tønder
Historiens første vidnesbyrd om tønden findes i 2.700 år gamle vægmalerier fra oldtidens Egypten. Men træbeholderen, som vi kender den i dag, har sine rødder blandt oldtidens gallere.
“Nær Alperne putter de deres vin i træpotter for at beskytte den mod frost om vinteren”, berettede den romerske geograf og naturfilosof Plinius den Ældre i det første århundrede efter Kristus.
Tønden var grov i forhold til de elegante amforaer af ler, som romerne brugte til vin, olie og meget andet.
Kar og spande i tøndevis
Før plasticspande og billige blikdåser gjorde bødkeren arbejdsløs, havde han travlt med at lave det utal af beholdere, som hver eneste husstand havde brug for.
Fremstilling af tønder blev en kæmpe industri, men bødkerne lavede også utallige andre varer af træ.
Ingen husholdning kunne klare sig uden beholdere til at flytte, opbevare og tilberede mad og drikke.
Mælken fra koens yver landede i spande, øl og mælkeprodukter blev fremstillet i kar, og dunke var en praktisk måde at medbringe drikkevarer på rejsen.
Bødkernes produkter fandtes i en eller anden form overalt – på gårde, i byhuse og værksteder og om bord på skibe.
Men hvad den stovte trætromle manglede i skønhed, vandt den rigeligt igen på både holdbarhed og funktionalitet.
Væltede tønden, gik den ikke i stykker. Med sin runde form kunne den trilles, hvor amforaen måtte bæres.
Voldsomme slag fik tønden til at springe læk, men skaden var nem at reparere. Og så viste det sig, at vin smagte bedre efter at have ligget et stykke tid i en beholder af egetræ.
Derfor tog romerne den galliske tønde til sig, og snart var indpakningen af træ, når varer skulle fragtes til fjerne destinationer i det voksende imperium.
Tønder blev siden opdelt i fire hovedgrupper med hver sit formål. “Tørre tønder” var beregnet til transport af alt fra saltet fisk til jernnagler.
De svarede til nutidens papkasser. Materialet var billigt træ som fyr og gran, og tønderne blev ofte smidt væk efter brug.
“Tørtætte tønder” blev brugt til varer, som ikke tålte fugt, fx mel.
De “hvide tønder” var åbne beholdere som kar, spande og smørkærner. Materialet var ofte asketræ, og de var uundværlige i husholdningen, fx ved fremstillingen af mejeriprodukter.
“Våde tønder” var de mest kostbare. De blev produceret af gammelt egetræ og skulle holde på væske uden at lække.
Egetræsfadene havde en høj holdbarhed, og blev de behandlet ordentligt, kunne de bruges i 50-100 år.
Tønder i tusindvis til saltede sild
Fra Romerriget bredte tøndemageriet sig til hele Europa og nåede til Norden i årene mellem 200 og 400 e.Kr.
Når vikingerne skulle bruge tønder, lavede de dem selv. Men i middalderen voksede behovet for tønder sig så stort, at de blev en vare og fremstillingen af dem blev en profession.
I Norden skabte især den opblomstrende handel med saltede sild i Skåne efterspørgslen. Op til det store sildemarked i sensommeren var mange hundrede bødkere travlt beskæftiget.
Tusindvis af tønder skulle fremstilles til saltning og pakning af fiskene, før de blev fragtet til Sydeuropa og spist i stedet for kød under fasten i det følgende år.
Værktøj
Bødkeren har et stort antal specialværktøjer. Med krumkniven skærer han staverne buede på indersiden.
Ved at skrue på drejeren kan rejsebåndene drives sammen, inden de bliver flettet eller nittet til hinanden.
Passeren måler lågets diameter af, så det er helt rundt og har den rigtige størrelse.
Det var forbudt at fremstille tønderne på selve markedspladsen. Men bødkerne havde alligevel nok at se til, for de skulle lukke de fyldte tønder.
Arbejdet blev gjort omhyggeligt, for dårlig pakning gav dødsstraf efter kongelig lov. Men fortjenesten var en risiko værd. Før og under markedet kunne en flittig tøndemager tjene en årsløn hjem på kun en måneds arbejde.
Historikere vurderer, at op mod 300.000 tønder saltede sild i gode år blev sendt mod syd. Mængden svarer til 35.000 ton.
Fragtning af så store mængder af fisk ville have været umulig uden de robuste trætønder.
Bødkerne organiserer sig
I 1400-tallet svandt sildestimerne ind, og Skåne-markedet gik i sig selv. Men forbruget af tønder blev ved med at vokse, for mange andre varer kom til i stedet.
Handlen blomstrede over hele Europa, og stadig større flåder af handelsskibe fragtede tønder i tusindvis fra havn til havn langs kontinentets kyster og op ad de store floder.
Tøndemagerne var nu en talstærk gruppe i byerne, og de begyndte at organisere sig. Bødkerlav skød op i de fleste købstæder og blev udstyret med kongelige privilegier.
En af de vigtigste opgaver var at fastlægge fælles mål for, hvilke størrelser tønder skulle have.
“Vi må være regnemestre og målekunstnere, thi hvor kunne vi ellers bedømme fadets rette forhold? Herre, mit hjerte hopper af glæde, når jeg ser sådan et godt fad på deling”.
18 mio. liter rom på vej til den britiske hær i 1919. Alkoholindustrien er endnu i dag den største aftager af trætønder.
Sådan beskrev den stolte tyske bødkermester Martin fra Nürnberg i 1580 sit fag.
Arbejdet som tøndemager var fysisk hårdt. Ikke mindst for lærlingene, for hænderne sad ofte løst på bødkermestrene.
En dreng var så vant til at blive pryglet for småfejl, at han efter en dag uden et eneste slag syntes, “at der manglede ham noget”. Men for den, som stod læretiden igennem, var udsigterne lyse.
Arbejdsløshed var næsten ukendt i branchen, og en bødker tjente omkring tre gange så meget som en almindelig arbejder.
Med flid og et godt helbred kunne han ende sine dage som en meget velhavende mand.
Bødkerne tog på langfart
Indtil 1400-tallet foregik sørejser som regel over korte distancer og i kystområder. Men med begyndelsen på de langvarige opdagelsesrejser til søs blev det nødvendigt at medbringe store mængder af forsyninger.
De mange tønder i lasten krævede konstant tilsyn og vedligeholdelse, så deres livsnødvendige indhold ikke gik tabt.
Bødkeren Domingo Vizcaino var med på Santa Maria, da Columbus i 1492 krydsede havet til Den Nye Verden.
Knap 300 år senere havde Cook hele to bødkere og en lærling ombord på HMS Endeavour under hans første ekspedition til Stillehavet.
Søfolkene opdagede hurtigt, at alkohol kunne holde sig i længere tid end vand. Vin og øl blev derfor de europæiske opdagelsesrejsendes foretrukne drikke på de lange ture over Atlanten og rundt om Afrika.
På de spanske og portugisiske skibe havde hver sømand ret til 1,5 l vin om dagen, og i den engelske flåde lød dagsrationen på ca. 4 l øl.
I 1600-tallet optog øltønderne en tredjedel af pladsen til forsyninger på flådens fartøjer. I Frankrig skrev historikeren Jean Michel Deveau om skibsbødkernes status:
“Alle de store slaveskibe ansætter bødkere. Deres løn på 35-40 livres placerer dem blandt middelstanden af flådeofficererne”.
I kølvandet på de opdagelsesrejsende fulgte erobrere og kolonisatorer. Europæiske imperier bredte sig over store dele af klodens landmasse.
Søtrafikken voksede, og det samme gjorde den globale handel. Bødkerne havde travlt.
Tønderne kom i alle størrelser. Verdens største bryggerkar blev lavet i England i 1806 og kunne med sine 10 meters højde rumme 1 mio. liter øl.
Masseproduktion blev tøndens død
Med opdagelsen af olie i USA i slutningen af 1800-tallet eksploderede efterspørgslen på tønder til transport af “det sorte guld”.
Men det umættelige behov for tønder lagde samtidig kimen til tøndemagernes undergang. For at følge med efterspørgslen begyndte bødkermestrene at tage maskiner i brug.
Den rivende teknologiske udvikling betød, at stadig flere opgaver kunne klares mekanisk. Alene i USA blev over 400 patenter på maskiner til tøndefremstilling optaget i 1844-83.
Bilfabrikanten Rolls-Royce tester i disse år førerløse containerskibe.
Status i dag: Intelligente containere stævner ud
Hvert år transporterer skibscontainere over 90 procent af klodens handelsvarer mellem alle verdenshjørner.
I dag bliver de alsidige stålkasser udstyret med GPS og sim-kort, så modtageren minut for minut kan følge varens rejse og stand.
Fuldt automatiserede skibe og lastbiler vil i en nær fremtid fragte lasten, og i Hamborg arbejder ingeniører på et system, der bruger droner til at flytte de tomme containere.
De første maskiner var elendige og i nogle tilfælde direkte livsfarlige at betjene. Men gradvist blev teknikken bedre, og mod slutningen af 1800-tallet var produktionen blevet mekaniseret så meget, at prisen på en tønde faldt til en sjettedel af niveauet i midten af århundredet.
Da tønderne også fik konkurrence fra papkasser og metaltromler, styrtdykkede efterspørgslen på det gamle håndværk. Bødkerfaget var næsten forsvundet i midten af 1920’erne.
I dag laves de traditionelle tønder primært til alkoholindustrien. En stor del af produktionen foregår i Frankrig. Her fremstilles 500.000 egetræstønder om året, men det giver kun arbejde nok til 400 mand.
Ligesom mange andre gamle håndværk forvandlede industrialiseringen tøndemageriet fra en almindelig profession til et nicheerhverv.