Shutterstock

“Badesvampe” af aluminium kan revolutionere brintbilen

Brintbiler har ét stort problem: Prisen. For selvom de er klimavenlige, er de dyre for forbrugerne – men det kan et nyt lagringsmateriale til brint nu måske gøre noget ved.

For kun få år siden var konkurrencen mellem el- og brintbiler åben. Begge lignede lovende kandidater til at blive fremtidens bil. Men i dag har elbilen vundet suverænt.

Et nyt materiale udviklet af forskere fra Northwestern University i USA kan være med til at udligne oddsene igen. Det gør det nemlig markant billigere og mere praktisk at opbevare brint.

En badesvamp fyldt med brint

Det nyudviklede materiale, som går under navnet NU-1501, er en solid og meget porøs substans fyldt med mikroskopiske huller. Forskerne sammenligner det selv med en badesvamp.

Massevis af bittesmå nanoporer i den molekylære struktur danner en overflade, der er særligt velegnet til at lagre brint.

© Northwestern University

Et enkelt gram af det lette aluminiumsbaserede materiale har et rumfang på fire kubikmeter og et overfladeareal, som kan dække halvanden fodboldbane. Det er denne enorme overflade, som gør det muligt for materialet at binde brintmolekyler.

Når brinten pumpes ind i materialet, bindes den i hulrummene, og derfor kan NU-1501 opbevare brinten ved at langt lavere tryk end de almindelige gastanke.

Forskerne siger, at der findes kapital til at udvikle materialet, og nu håber de på investeringer fra bilindustrien.

Nøglen til effektive brintbiler er tryk

Brint er et enormt let stof, og derfor skal det opbevares under højt tryk, når det transporteres. Ved normalt atmosfærisk tryk ville 1 kg brint behøve en brændstoftank på 11.000 liter, og så er der ikke meget benplads tilovers.

Derfor er brintbiler udstyret med tryktanke på omkring 700 bar, som kan fragte 4-5 kg brint svarende til en rækkevidde i omegnen af 500 km.

Grøn strøm og ny teknologi kan give brintbilen comeback

Brintbilen er en lovende teknologi i den grønne omstilling.

Når brint omdannes til elektricitet i bilens brændselsceller, bliver der ikke udledt andet end vanddamp. Den dannede elektricitet driver bilens motorer, som giver samme store ydelse og drejningsmoment, som man kender fra elbiler. Brintbilen har dog længere rækkevidde, og genoptankning går endda langt hurtigere end genopladning.

Problemet er, at de færreste har råd til at køre i brintbil. Både brint- og elbiler er dyre at købe sammenlignet med benzin- eller dieselbiler. Forbrugeren kan tjene noget af forskellen ind i elbilen over tid, fordi elektricitet er så meget billigere end benzin. Sådan har det ikke været med brint.

Selvom brint er det mest almindelige stof i universet, findes det ikke i ren form på vores planet. Derfor skal det produceres, og det koster. Den mest klimavenlige produktionsform er elektrolyse, hvor brint spaltes fra vandmolekyler, men det er energikrævende og teknologien har hidtil været dyr.

Langt det meste brint produceres derfor ved at omdanne naturgas under høj temperatur, og det er ikke en klimavenlig løsning. Men i de seneste fem år er prisen på elektrolyseteknologi faldet med 40%, og grøn strøm er billigere end nogensinde.

Pilen peger med andre ord på billigere bæredyg brint, og det kan gøre brintbilen mere attraktiv for forbrugerne. Med de faldende priser på bæredygtig produktion af brint og innovationer som NU-1501 kan brintøkonomien måske få et comeback.

Derfor er det vigtigt:

Transportsektoren står for knap 30% af EUs samlede CO2-udledning, og mere end 70% heraf kommer fra biler, varevogne og lastbiler.