Elbil-rekorderne står nærmest i kø i øjeblikket.
I september måned blev Tesla Model 3 den bedst sælgende bil i Europa — ikke bare den bedst sælgende elbil, men den bedst sælgende personbil overhovedet.
Det er første gang nogensinde, det er sket for en elektrisk bil.
Ny klumme indvier dig i ugens største tech-nyheder

Klummens forfatter er Nicolai Franck, tech-ekspert med en stor viden indenfor teknologi, gadgets, internet og digitale tjenester.
Nicolai udgiver desuden nyhedsbrevet Techliv og er vært på podcasten med samme navn.
Klummen er uafhængig, og ingen producenter har betalt for at blive omtalt.
Kigger man mod Norge, bliver elbilsalget også bare ved med at overgå sig selv. I september var 77,5 procent af alle solgte personbiler fuldt elektriske, hvilket er en ny verdensrekord.
Medregner man også opladelige hybridbiler, var det samlede tal af såkaldt “grønne biler” 95 procent.
Kun fem procent af nye solgte personbiler i Norge i september var således rendyrkede benzin- eller dieselbiler.
Tesla-salget stikker af
Særligt er salget af Tesla stukket helt af i Norge.
Samlet set stod Elon Musks elbilfirma for 32,1 procent af alle solgte biler i Norge i september. Tesla Model Y, der netop er blevet introduceret i Europa, blev månedens mest solgte bil, efterfulgt af Model 3.

Tesla Model Y er kort fortalt SUV-udgaven af Model 3.
I Danmark blev der også i september sat ny salgsrekord for elbiler. Her var det også Tesla Model Y, der var den mest solgte bil på tværs af alle brændstofstyper.
I Sverige måtte Model Y nøjes med andenpladsen i samme måned.
Briterne er også vilde med elbiler
Det er dog ikke kun i Skandinavien, at elbiler hitter.
I Storbritannien var Model 3 septembers bedst sælgende bil foran alle andre el-, hybrid-, benzin-, og dieselbiler.
Udover de ovennævnte lande så er også Island og Holland med helt fremme, når det drejer sig om adoptionen af biler, der udelukkende kører på strøm.
Biludlejningsfirma bestiller 100.000 elbiler
Også i biludlejningsbranchen begynder der nu for alvor at ske noget.
Således lagde firmaet Hertz i slutningen af oktober en ordre på 100.000 Model 3 hos Tesla, der skal leveres løbende fra november 2021 og frem til udgangen af 2022.
Det er den største enkeltordre på elbiler, der nogensinde er foretaget.
Hertz vil desuden begynde at bygge sit eget ladenetværk ved deres udlejningsstationer, så det bliver lettere at lade sin lejebil.
Udbygningen af ladeinfrastuktur halter
Netop udbygningen af ladenetværket er p.t. den nok største — og måske sidste — hindring for, at salget i flere lande i Europa endegyldigt tipper over i elbilers favør.
Udbygningen af ladenetværket har ganske enkelt svært ved at følge med det stigende salg af opladelige biler.
I Danmark er der nu en offentlig ladestander for hver ellevte bil, der kan oplades. Det tal var for tre år siden en ladestander per fjerde el- og hybridbil.
Tesla åbner sit Supercharger-netværk
Men også i ladeinfrastrukturen begynder der så småt at ske ændringer.
Tesla, som ejer verdens største hurtigladernetværk, har netop for første gang åbnet netværket op, så andre bilmærker end netop Tesla, kan lade på firmaets Superchargere.
I først omgang er det dog et forsøg, der gælder på ti ladestationer i Holland. Men invitationen til, at alle elbilister kan lade hos Tesla, vil efter alt at dømme bredes ud til flere og flere lande.
Supercharger-netværket har i skrivende stund mere end 3.250 ladestationer på verdensplan, som tilsammen har mere end 29.000 ladestandere.
Nye batterier kører længere — og lader hurtigere
For mange mennesker er det stadigvæk bekymringen for, om de kan komme fra A-B (også kaldet rækkeviddeangst), der holder dem tilbage fra at købe en elbil.
Her begynder den hastige udvikling i batteriteknologi dog for alvor at kunne mærkes.
Det er ikke længere kun dyre elbiler som fx Porsche, der kan lade ekstra hurtigt.
Både den nye Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6 har batterier, der understøtter 800 Volt højhastighedsopladning.

Kia EV6 kan under de optimale omstændigheder lade en del hurtigere end de fleste andre elektriske biler, der er på markedet i dag.
Det betyder, at batteriet under optimale forhold kan oplade fra 10-80 procent på 18 minutter, eller at du kan “hælde” 100 kilometers kørsel på bilen på blot 4,5 minutter.
Samtidig begynder der at komme biler på markedet med batterier, der opgives til at have en rækkevidde på helt op mod 800 kilometer på en opladning.
Rækkeviddeangst er ved at være passé
Kigger man mod Norge, så ser det ud til, at de klassiske elbils-bekymringer snart er en saga blot. Det fortæller Øyvind Solberg Thorsen, som er direktør i det norske Opplysningsrådet for veitrafikken (OFV).
“Stort set alle nye bilkøbere vil have elbiler. Både rækkeviddeangst og anden usikkerhed er ved at blive historie, da de nye elbiler, der nu lanceres, har en god og endnu hurtigere opladningshastighed”, siger Øyvind Solberg Thorsen.
Han tilføjer også, at de nu mere end 400.000 norske elbilejere har så meget erfaring med at køre elbil, at deres positive oplevelser smitter af på venner og bekendte.
Mangler en billig elbil, førend markedet tipper
Så godt som alle de traditionelle bilmærker har efterhånden kompetente elbiler i deres sortimént, endda biler der helt fra bunden er bygget som elektriske biler.
Men der er stadigvæk én ting, der for alvor mangler, førend elbilsalget kan tage det næste hop: nemlig en elbil, som langt de fleste mennesker har råd til at betale.
Det er dog noget, som blandt andre Volkswagen arbejder intenst på at udvikle.

Volkswagens ID.Life kommer efter planen til at få en startpris på blot 20.000 euro. Det svarer til 150.000 danske kroner.
Den tyske bilmastodont fremviste i forrige måned en koncept-bil med navnet ID.Life, der efter planen skal være klar til salg i 2025, og som, Volkswagen siger, vil få en startpris på 20.000 euro (direkte omregnet er det 150.000 kroner.)
Flere eksotiske elbiler på vej
Samtidig kommer der også flere og flere eksotiske biler på markedet.

Rivians elektriske pick-up truck, er et friskt pust på elbilmarkedet. Amazon ejeri øvrigt 20 procent af firmaet.
I USA har det delvist Amazon-ejede Rivian netop lanceret deres elektriske bud på en moderne pickup-truck.
Ligeledes vil Volkswagen formentlig allerede i 2022 eller senest 2023 lancere ID.Buzz, som er det tyske bilfirmas første elektriske udgave af det legendariske folkevognsrugbrød.

ID.Buzz er den elektriske udgave af det legendariske folkevognsrugbrød. Bilen kommer dog først på markedet i 2022 eller 2023.
Mens der altså udvikles voldsomt på fremtidens elektriske mobilitet, så kan man nok godt forvente, at udviklingen af nye benzin- og dieselmodeller stille og roligt vil gå i sig selv.
For der er ingen bilfirmaer, der for alvor vil kaste penge og energi efter at udvikle fortidens teknologi. Og det er præcis det, benzin- og dieselbiler med hastige skridt er ved at blive.