Pony.ai
Mennesker står ved selvkørende bil

Kina godkender første robot-taxier

Tech-selskabet Pony.ai har fået teknologien og papirarbejdet på plads til at sende op mod 100 selvkørende robottaxier ud i kinesisk millionby. Avancerede laser-sensorer og lynhurtig computer er taxaens øjne og hjerne.

Selvkørende robottaxier skal i maj ud på deres jomfrurejser i den kinesiske millionby Guangzhou.

Tech-selskabet Pony.ai - med bilgiganten Toyota i ryggen - har som de første i Kina fået licens til at sende 100 selvkørende taxier ud i trafikken.

Kapløbet om robot-taxierne er hårdt og har tech-giganter som Google i feltet.

Chauffører sidder klar på de første ture

I første omgang sendes Pony.ai's selvkørende taxier ud på 800 kvadratkilometer i Guangzhous havnedistrikt Nansha. Her kan kunderne praje hyrevognene via en app.

På de første ture slipper passagererne dog ikke helt for menneskelig kontakt, da en chauffør af kød og blod vil sidde klar i cockpittet til at overtage rattet, hvis en farlig situation skulle opstå.

Selvkørende hvid bil i gade

Pony.ai er gået sammen med bilgiganten Toyota og har netop fået den første fulde taxalicens for selvkørende biler i Kina.

© Pony.ai

Pony.ai har testet robot-taxierne i adskillige år - med tidligere versioner af teknologien - og licensen er kommet i hus efter to år uden uheld i Kina.

Sikkerhedschaufførerne bliver ifølge selskabet fjernet inden for "kort tid", uden det præciseres hvornår.

Når det sker, vil passagerne opleve at sidde alene i den sjette generation af hybridbilen fra Toyotas Sienna-serie med et hav af computerudstyr under motorhjelmen.

Laser ser de blinde vinkler

Taxierne er udrustet med intet mindre end 23 sensorer, hvoraf syv er såkaldte Lidar-følere til avanceret og præcis laser-afstandsbedømmelse, når taxaen kører.

Lidar-sensorerne virker lidt som lydfølsomme sonarer, da de udsender højfrekvente laserimpulser. Sensorerne kan udregne afstanden til omgivelserne ved hjælp af tiden, det tager laser-signalerne at blive reflekteret fra overfladen på eksempelvis huse eller andre biler.

Fire sensorer er placeret på taget til at dække hele vejen rundt om bilen, mens yderligere tre er placeret på bilens sider for at måle korte afstande og blinde vinkler.

Derudover er taxaen udstyret med radarer og kameraer, der kan filme i vidvinkler og fokusere både tæt på og langt væk alt efter navigationskravene.

Sensorernes data bliver opsamlet af Nvidias potente grafikprocessor Drive-Orin. Computeren er bygget til at håndtere sensorernes mange trafikinformationer og kan klare intet mindre end 254.000 milliarder beregninger i sekundet.

Teknologien har også indbygget machine-learning, så taxien hele tiden optimerer sin kørsel og lærer af tidligere fejl.

Kapløb mod Google

Pony.ai's taxier skal på verdensscenen op mod blandt andre Google, som er en af pionererne inden for selvkørende biler.

Siden 2010 har tech-giganten arbejdet på sine robot-biler, der sidste sommer passerede 20 millioner test-kilometer på offentlige veje.

Google har under navnet Waymo lanceret sin egen taxi-service i flere amerikanske storbyer med San Francisco som sidste skud på stammen, men endnu ikke med en fuld taxa-licens som Pony.ai.

Det amerikanske advokatfirma Gerber med speciale i autoskader vurderer, at de autonome biler i gennemsnit har 9,1 uheld per million kørte kilometer, mens det tal ligger på 4,1 for traditionelle biler.

De selvkørende bilers skader er dog generelt mildere end normale bilers trafikulykker.