Switchblade fra USA er den første hurtigtkørende bil, der har fået test-tilladelse til også at flyve over vejene.
Det grønne lys til at lette fra landjorden har Switchblade-producenten Samson Sky fået fra den amerikanske luftfartsmyndighed FAA.
Bilen har en flyvende topfart på 322 kilometer i timen, mens den på vejen med sine tre hjul kan accelerere til 200 kilometer i timen, og de første modeller er allerede klar til bestilling.
Fremtidsdrøm bliver virkelighed
Flyvende biler har været en fremtidsdrøm, lige siden de første automobiler for over 100 år siden kørte ud fra samlebåndet, nedad rampen og ind på vores gader.
Sidste år gav FAA tilladelse til, at den kinesiske producent Terrafugia kunne sende sin to-personers flyvende Transition-bil i luften. Bilen havde dog problemer med konventionel vejkørsel.
Lignende fortællinger har i flere år været kendetegnende for såkaldte flyvende biler, der i høj grad har været droner og ombyggede fly, som har kunnet køre på hjul – i Transition-hybridmodellens tilfælde med en teoretisk topfart på op mod 100 kilometer i timen.
Holdet bag Switchblade har været 16 år undervejs med sine flyvende biler, og dagen efter FAA-godkendelsen var i hus, kørte en test-model efter tophastigheder på landingsbanen, som du kan se her:
I luften om et par uger
Næste skridt for den 6,2 meter lange hybridmodel er at få den gennemtestet i luften. Testfasen starter ifølge producenten Samson Sky i sensommeren.
Når Switchblade er færdigtestet i luften, forventes den at blive masseproduceret inden udgangen af 2023.
Med en kampvægt på 840 kg og en last på op mod 260 kg, er det en tonstung aerodynamisk maskine med en stor propel bagpå, som bliver sluppet løs i luften.
Vingerne med et spænd på 8,2 meter bliver foldet ud som blade på en lommekniv – heraf navnet Switchblade – og forvandler bilen til fly på under tre minutter ved tryk på en knap. I tanken har hybridmodellen 125 liter brændstof, som rækker til 720 kilometers flyvning.
For at lette skal den flyvende bil bruge 335 meters afsæt, mens en genetablering af jordforbindelsen kræver godt 210 meters landingsbane.
Til sammenligning skal verdens mest producerede fly nogensinde, det godt otte meter lange Cessna 172, bruge 245 meter startbane og 700 meter til at lande igen.
1.700 biler på vej i luften
Skulle du have lyst til at prøve en tur i Switchbladen, kræver den på landjorden som minimum et motorcykelkørekort.
Du skal derimod have et flyvercertifikat til privatfly, hvis du ønsker at flyve en tur i din bil.
Flyvercertifikatet er ifølge producenten Samson Sky dog ikke en betingelse ved køb, ligesom flyvetræning heller ikke er et krav for at sætte dig ind i cockpittet i din første land- og lufthybride bil. , så længe du holder dig på jorden.

Limited-modellen koster 5,6 millioner kroner som Samson-sky-fabrikantens dyreste bil. Prisen hos en af konkurrenterne, Terrafugia lyder angiveligt på tre millioner kroner for topmodellen, som dog ikke er hurtig nok til at køre på motorvej.
Prisen starter ved 1,2 millioner kroner for den billigste model. Du kan selvfølgelig også flyve med stil i en personligt skræddersyet Switchblade Limited-model udsmykket med blandt andet lædersæder, stålinventar og udvidet lydsystem til den nette sum af 5,6 millioner kroner.
Indtil videre er der ifølge det amerikanske medie The Hill forudbestilt cirka 1.700 Switchblades.
Alene i USA arbejder godt 30 virksomheder på flyvende biler, der forventes at komme på vejene og i luften i de kommende år.