At rejse handler efter sigende ikke om destinationen, men om turen dertil.
Det kan til gengæld være svært at overbevise sig selv om, når bilen er pakket med badedyr og blomsterkjoler, men speedometret kun viser 5 km/t, fordi der er kø på den tyske motorvej.
Midt i magtesløsheden er der dog råd at hente. Den pulserende strøm af biler glider nemlig i udgangspunktet perfekt, hvis alle følger reglerne. Men lige så flydende som trafikstrømmen kan være, lige så sårbar er den over for små uregelmæssigheder.
Tjek standselængden ved forskellige hastigheder her:
Selvkørende biler afliver kø og uheld
Motorvejene ser ikke ud til at blive befolket med superbilister lige foreløbig. Før alverdens bilister får tilegnet sig gode vaner i trafikken, vil selvkørende biler have overtaget vejene. Det er gode nyheder både for sikkerhed og kødannelser.
I dag har bilproducenter som Mercedes og Tesla allerede biler på markedet, der er tæt på at være selvkørende. De er udstyret med software, der giver bilen et langt bedre udsyn end en menneskelig chauffør, foruden autopilot, fartpilot og nødbremse.
Det eneste, bilproducenterne mangler, er grønt lys. Selvom teknologien er moden, og meget tyder på, at de selvkørende biler er bedre end mennesker til at undgå kødannelser og uheld i trafikken, er forbrugerne nemlig ikke klar til selvkørende biler.
En ny undersøgelse viser, at bilister ikke vil købe en selvkørende bil, før de ved, at den kører bedre end dem selv.
Eftersom langt de fleste bilister ifølge undersøgelsen mener, at de kører bedre end gennemsnittet, er der derfor lang vej i mål for de selvkørende biler.