Et fly, som har både passagerkabine og lastrum bygget ind i vingerne, er kommet et skridt nærmere virkeligheden.
Hollandske forskere ved Delft University of Technology har nu gennemført den første prøveflyvning af en model af flyet, som har fået navnet Flying-V.
Testflyvningen af den tre meter brede model skulle vise, hvor stabilt flyet er i luften, og hvor høj hastighed der skal til for at få det i luften.
Ifølge forskerne var flyvningen en succes, da modellen lettede allerede ved 80 km/t. Ved landingen satte flyet dog næsen ned først, hvilket betyder, at flyets tyngdepunkt skal flyttes længere bagud.
VIDEO: Se testen af Flying-V
Udviklingen af Flying-V støttes af flyselskabet KLM, og testflyvningen blev foretaget i samarbejde med det store europæiske flyfirma Airbus.
I fuld skala skal flyet matche en Airbus A350, så det skal kunne rumme mindst 314 passagerer og 160 kubikmeter lastrum.
Dermed vil flyet kunne løse de samme opgaver som de bedste passagerfly i dag, men med et energiforbrug, som er 20 procent lavere, fordi V-designet både gør flyet lettere og giver det bedre aerodynamiske egenskaber.
Desuden vil der i 2050, hvor flyet forventes færdigt, være grønnere flybrændstof til rådighed, så CO2-aftrykket bliver endnu mindre.