Shutterstock

Hvorfor er flyrejser mod vest langsommere end mod øst?

Jeg har lige været i Thailand, og det føles, som om flyveturen hjem gik meget langsommere end turen derud. Hvordan kan det være?

Flyvetiden mod øst er ofte kortere end mod vest, fordi piloten kan udnytte de såkaldte jetstrømme, som giver flyet medvind.

Jetstrømmene snor sig østpå omkring Jorden i fire bælter, to på hver halvkugle. Vindhastigheden i strømmene svinger mellem 100 og 400 km/t.

Hvis rejsen fra Europa til Thailand går via Mellemøsten, kan piloten undervejs prøve at fange begge jetstrømme på den nordlige halvkugle.

Jetstrømme giver fly mod øst medvind

Den nordlige og sydlige halvkugle har hver to jetstrømme, som kan udnyttes af fly på vej mod øst.

Shutterstock

1. Polarjet er flittigt brugt

Fly fra Europa mod Mellemøsten kan fange polarjetstrømmen, som ligger omkring 60 grader nord for ækvator i 8-10 kilometers højde. Polarjetstrømmen bruges også af fly fra Nordamerika til Europa.

Shutterstock

2. Subtropisk jet ligger højt

Fra Mellemøsten til fx Thailand kan fly prøve at fange den subtropiske jetstrøm, som ligger ca. 30 grader nord for ækvator. Men flyet skal højt op, for strømmen ligger i 12-16 kilometers højde.

Shutterstock & Lotte Fredslund

Medvinden mod øst betyder meget for rejsetiden, ikke mindst i polarjetstrømmen.

I 2020 kappede en Boe­ing 747 to timer af den normale rejsetid fra New York til London, fordi vindhastigheden i polarjetstrømmen var usædvanligt høj.

En medvind på over 320 km/t bragte i 2020 en Boeing 747 fra New York til London på under fem timer.

© Shutterstock

Turen tog kun fire timer og 56 minutter, hvilket er rekord for et passagerfly på ruten – når vi lige ser bort fra Concorden, som ikke er i drift længere. Concorden fløj med overlydshastighed og kunne tilbagelægge strækningen på under tre timer.

På turen over Atlanten nåede Boe­ingflyet en tophastighed på 1328 km/t, hvilket er hurtigere end lydens hastighed.

Det betyder dog ikke, at flyet brød lydmuren. Hastigheden blev målt i forhold til landjorden, og ikke i forhold til den omgivende luft, som jo netop bevægede sig samme vej som flyet.