Hvad er verdens hurtigste fly?
Hvor hurtigt flyver verdens hurtigste fly, og hvordan skelner man imellem en raket og et fly?

Verdens hurtigste fly er en Lockheed SR-71 Blackbird, som i 1976 nåede op på 3529 km/t.
Hvis man medregner fly, der ikke kan lette ved egen kraft, er X-15 det hidtil hurtigste fly – det nåede i 1967 op på 7295 km/t. I juni sidste år skulle det ubemandede overlydsfly X-43A efter planen nå op på mach 7, syv gange lydens hastighed (cirka 8045 km/t.), men testen mislykkedes. Den hjælperaket, der skulle bringe flyet op i fart, begyndte at slingre, og forsøgslederen valgte derfor at sprænge både den og flyet i luften.
To yderligere testforsøg er programsat, og planen er, at X-43A ved det sidste forsøg skal nå op på mach 10. Lykkes det, er der ingen tvivl om, at X-43 bliver verdens suverænt hurtigste fly. X-43A er et godt eksempel på, at det er svært at trække en skarp grænse mellem fly og raketter. Flyet ligner en raket, men regnes for et fly, fordi det til forbrændingen i motoren hovedsagelig anvender den ilt, der i forvejen er i luften. En raket medbringer derimod iltholdigt brændstof.