Kina genopliver dobbeltdækkerflyet
Fly med vinger over hinanden er kendt fra flyhistoriens barndom, men er stort set ikke set siden 1930’erne. Men nu vil kineserne genoplive fly med vinger i flere lag, for at opnå ekstrem fart.

Kinesiske flydesignere vil nu genoplive dobbeltdækkerflyet i en supersonisk udgave, som skal transportere passagerer med op til 6000 km/t. Det svarer til fem gange lydens hastighed.
Foreløbig er en model af flyet blevet afprøvet med gode resultater i en vindtunnel.
Her blev flyet udsat for en belastning, som svarer til, at det fløj med 8600 km/t, hvilket svarer til over syv gange lydens hastighed.
Ekstra vinge giver bedre løfteevne
Dobbeltdækkerfly er kendt fra flyhistoriens barndom, men er stort set ikke set siden 1930’erne. Den nye kinesiske udgave ligner dog ikke noget fra den tid.
De to sæt vinger er meget forskellige. Det nederste sæt rækker fremad og ligner to arme, mens det øverste sæt ligner en drage monteret på ryggen af flyet.
Ifølge designteamet, som ledes af forskeren Cui Kai, giver de to sæt vinger bedre brændstoføkonomi og løfteevne, så flyet kan fragte mere gods eller flere passagerer end tidligere supersoniske fly.