Shutterstock

Kunstig næse afslører bomber og virus i fly

En ny sensor, som forbinder levende celler med elektronik, skal give større flysikkerhed.

Bombehunden får nu konkurrence af ny teknologi. Den europæiske flyproducent Airbus vil installere kunstige næser i sine fly.

Airbus vil installere en nyudviklet kunstig næse i flyene. Den virker vha. levende celler, som reagerer på bestemte molekyler i luften.

© Koniku Inc.

De kunstige næser udvikles i samarbejde med firmaet Koniku Inc., som i over ti år har arbejdet med en særlig teknik, der forbinder levende celler med elektronik.

Resultatet er sensorer, som kan identificere bestemte molekyler i luften og slå alarm, hvis der fx er sprængstoffer eller farlige kemikalier i nærheden.

Hjerneceller får lugtesans

Kernen i sensorerne er celler, som forskere hos Koniku Inc. har specialdesignet til at løse opgaven. Udgangspunktet er en type hjerneceller ved navn astrocytter, som forskerne indsætter ekstra gener i, så de udvikler lugtreceptorer på deres overflade.

Når receptorerne aktiveres af bestemte stoffer i luften, udsender hjernecellerne elektriske impulser, som modtages af en mikrochip i den kunstige næse.

Den kunstige næse kan både bruges inde i flyet og ved checkpoints i lufthavnene.

© Koniku Inc.

Airbus vil allerede i slutningen af 2020 installere den kunstige næse i fly for at teste dens effektivitet. Den skal fx monteres på lågene af bagageboksene over sæderne og ved dørene, så den kan sniffe til passagererne, når de går ombord på flyet.

Efter udbruddet af covid-19 har Airbus og Koniku Inc. besluttet at videreudvikle næsen, så den også reagerer på virus i luften.