Nyt fly skal slå alle fartrekorder
Boeing har planer om at bygge et nyt hypersonisk fly, der skal være efterfølgeren til det legendariske Blackbird-jagerfly.
Flyfabrikken Boeing har meldt sig ind i kapløbet om at skabe et jagerfly, der kan flyve med mere end fem gange lydens hastighed, også kaldet mach 5.
Det hypersoniske fly bliver dermed en konkurrent til SR-72, som er under udvikling hos firmaet Lockheed Martin.
Skal overgå ikonisk superfly
For begge flyfabrikker er visionen at skabe en hurtigere efterfølger til den ikoniske Blackbird SR-71, som blev udviklet helt tilbage i 1950’erne og var på vingerne første gang i 1964.
Blackbird var i drift fra 1966 til 1999 og havde en topfart på 3,2 gange lydens hastighed.
Boeings nye fly har ikke et navn endnu, men skal udvikles i to trin. Første trin er et enmotors testfly på størrelse med en F-16, dvs. ca. 15 meter langt, før den endelige udgave på omkring 33 meter skal bygges.
Flyet skal i sin endelige form have to typer motorer. En almindelig jetmotor skal bringe flyet op omkring mach 3, som er den øvre grænse for denne type motor.
Herefter skal den anden type, ramjet-motoren, bringe flyet op over mach 5. Ramjet-motoren udnytter flyets fart til at komprimere luften, før brændstoffet antændes.
Ramjet-teknik virker først, når flyet er oppe i fart, så derfor er den almindelige jetmotor også nødvendig. Når flyet sænker farten før landing, slukker ramjetten, og jetmotoren tager over igen.
Både Boeings og Lockheed Martins hypersoniske fly har militære formål. De skal kunne løse opgaver i forhold til både rekognoscering, overvågning og kamphandlinger.