Illustration: Boom
Boom Overture

Verdens hurtigste passagerfly skal bryde lydmuren med madaffald som brændstof

Inden længe er Concordens afløser på vingerne med et design, der er lettere, hurtigere og langt grønnere end noget andet højhastighedsfly nogensinde.

Verdens største flyselskab, American Airlines, har for nyligt bestilt 20 lynhurtige og CO2-frie Overture-fly til rutefart i 2029.

Overture-flyet forventes med en marchhastighed på godt 2.000 kilometer i timen at blive verdens hurtigste passagerfly, selvom det endnu ikke har været på sin jomfrutur.

Med købet kan American Airlines tilbyde sine kunder en rejsetid mellem London og New York på blot 3,5 timer på brændstof, der udelukkende består af mad- og landbrugsaffald.

Det skriver Overture-fabrikanten Boom Supersonic i en pressemeddelelse.

26 millioner timers simuleringer

Efter 51 design-optimeringer og 26 millioner timers software-simuleringer og fem tests i vindtuneller er Overture-flyet i 2024 klar til produktion.

Flyet har tilnavnet ’søn af Concorden’, og slægtskabet med verdens hidtil hurtigste passagerfly har mest noget med hastigheden at gøre.

For modsat Concorden med en tophastighed på knap 2.200 kilometer i timen, et brændstofforbrug fire gange jumbojettens samt ikke mindst en øredøvende støj, er Overture bygget til høje hastigheder på SAF-brændstof uden at larme nær så meget.

SAF-brændstof er betegnelsen for bæredygtigt flybrændstof, der blandt andet består af frø, korn og madaffald i form af fritureolie og andet, der kan give næring til Overture-flyets fire motorer.

Indbygget støjreduktion

Motorerne er bygget med symmetriakser, der gør dem yderst effektive til luftindsugning også ved høje hastigheder, hvor lydmuren brydes.

Larmen har ingeniørerne på Overture-flyet reduceret, selvom der ikke er meget at stille op med fysikens love, når hastigheden ryger op over 1.225 kilometer i timen.

Motorernes symmetriske placering på flyet gør det dog muligt at reducere trykket og dermed støjen fra hver motor, ligesom Overture-farttøjet er udstyret med støjreduktionssystemer.

Derudover vil flyet over landjord ikke overskride hastigheder på én mach, som betegner skæringspunktet, hvor lydmuren brydes i en bragende larm.

Flyet forventes at kunne nå op på 1,7 mach, som så er 1,7 gange lydens hastighed.

Inspireret af måger

Overture-flyet er udover sine bæredygtige og relativt stille flyvninger bygget af et kulstofmateriale, som er mere modstandsdygtigt ved højere temperaturer end traditionelle fly med aluminium som hovedingrediens.

Det gør flyet lettere og dermed også mindre brændstoftungt til sin maksimale distance på 6.800 kilometer på én tankning med op mod 80 passagerer.

Opdriften sikres ved et vingedesign, der er inspireret af måger.

Boom Overture

Der bliver også plads til lidt luksus højt oppe i luften, ifølge producenten.

© Boom

Mågevingerne gør, at luften flyder jævnt rundt om flyet, hvilket sikrer en bedre opdrift og igen reducerer lyd- og brændstofniveauet.

Modsat det traditionelle delta-vingedesign til eksempelvis jagerfly skal Overture også kunne manøvre ved lavere hastigheder uden sønderrivende larm.

American Airlines har udover Overture-højhastighedsflyet købt 100 CO2-frie fly med 19 sæder fra den svenske iværksættervirksomhed Heart Aerospace.

Flyene forventes i rutefart på kortere distancer over USA i 2026.