Lin Pan/Wikimedia Commons

Første kvindedukke klar til afprøvning ved bilulykker

Færre dødsfald og varige skader hos kvinder efter biluheld kan blive resultatet af, at testdukker med mere korrekte kvindelige mål nu finder vej til crashtests.

Kvinder dør eller kommer til skade efter bilulykker 17 procent oftere end mænd. Og de risikerer tre gange så mange piskesmæld og får varige mén 73 procent oftere end mænd ved biluheld ved de samme hastigheder.

Skævheden mellem de to køn i konsekvenserne efter bilulykker kan blandt andet ses i statistikker fra amerikanske universiteter og trafikmyndigheder, og nu er den første crash-test-dukke med kvindelig anatomi til simuleringer i biluheld så endelig udviklet.

De svenske trafikmyndigheder har udviklet testdukken som en bedre fysisk repræsentation af halvdelen af Jordens befolkning, hvilket kan føre til livreddende test-simuleringer for kvinder, skriver BBC.

Erstatter mini-dukker

Siden 1950’erne er simuleringer af bilulykker sket med dukker, der er bygget efter den daværende gennemsnitsmands størrelse på 1,78 meter og 75 kg.

I 1970’erne blev den mandelige dukke skrumpet til 1,50 meter med en vægt på 49 kg, som svarer til fem procent af den amerikanske kvindelige befolkning.

Den nye kvindelige dukke fra det svenske Vej- og Transportforskningsinstitut til crash-tests er 1,62 meter høj og vejer 62 kg, som er mere repræsentativt for gennemsnitsstørrelsen på kvinder.

Ved at simulere bilulykker med en mere realistisk kvindedukke, kan forskning i bilulykker bedre identificere de bedste sikkerhedsløsninger i biler for både mænd og kvinder.

For udover højde og vægt fremhæver de svenske trafikforskere også forskelle i kønnenes torso, bækken, stivheden i rygsøljen og ikke mindst en forskel i muskelstyrken.

"For at sikre, at vi kan identificere de bilsæder, der har den bedste beskyttelse for begge dele af befolkningen, er vi nødt til at have den del af befolkningen repræsenteret, der er mest udsat," siger forskningsleder Astrid Linder fra det nationale svenske Vej- og Transportforskningsinstitut til BBC.

Testmiljøer er en mandeverden

Et helt oplagt spørgsmål er, hvorfor indførelsen af dukker med kvindelig anatomi først bliver indført nu, når trafikstatistikker i årtier har vist, at kvinder er mere udsatte i bilulykker.

En del skyldes, at testdukker i kvindestørrelse ikke er et lovkrav pålagt bilfabrikanterne.

En anden del skyldes ifølge Toyotas europæiske ekspert i bilulykker, Tjark Kreuzinger, at det typisk har har været mænd, der beslutter sig for test-metoderne.

© Volvo CAR CORP.

Læs også:

"Jeg vil ikke sige, at nogen har gjort det med vilje, men det er bare et faktum, at det typisk er en mandlig beslutning, at vi ikke har haft kvindelige dukker,” siger han til BBC.

Efter den svenske udvikling af den nye testdukke håber forskerne på, at det bliver obligatorisk for bilfabrikanter at teste ulykkesscenarier på dukker af både mænd og kvinder.