Suger skibe folk med ned?
På film ser man ofte, at folk bliver trukket ned sammen med et synkende skib. Er det sandhed eller myte?

Hvis man en dag skulle befinde sig i vandet nær et synkende skib, er det en god idé at svømme væk. Idet skibet forsvinder i bølgerne, vil det omgivende vand nemlig strømme ind og udfylde det hul, skibet efterlader.
Umiddelbart vil man ganske vist ikke blive trukket langt ned, fordi det overfladevand, man ligger i, ikke vil synke dybt ned, da der også strømmer vand ind i hullet fra siderne.
Til gengæld optræder der en anden effekt, som er meget farlig. Store skibe indeholder en masse luftlommer, og denne luft vil stige til vejrs og “fortynde” vandet. Normalt kan et menneske holde sig flydende, fordi vand har en højere tæthed end os. Men de mange luftbobler sænker tætheden betydeligt, og derfor synker man.
Ydermere kan genstande fra skibets dæk rive sig løs og stige mod havoverfladen med rasende fart, hvor de rammer mennesker, som befinder sig i vandet.
Man behøver dog ikke at komme særlig langt væk fra skibet for at være i sikkerhed.
Den hollandske ingeniør Reint Dallinga, der er ekspert i skibsteknik ved det hollandske institut for maritime studier i Wageningen, vurderer, at den turbulens, et synkende skib skaber, vil kunne trække et menneske ned i et område, der svarer til halvdelen af dækkets bredde.
Det vil sige, at hvis dækket er 30 meter bredt, er man i farezonen inden for en afstand af 15 meter fra skibet.
Der skal også være tale om store skibe, før der er fare på færde. Der er lavet forsøg med mindre sejlskibe, og her var der næsten ingen effekt.