Når togskinner bliver varmere end ca. 55 °C, stiger risikoen for fænomenet solkurver. En solkurve er et sted på en banestrækning, hvor en eller begge skinner slår et utilsigtet slag.
Solkurver opstår, fordi metal udvider sig, når temperaturen stiger, og på en sommerdag kan solens stråler faktisk gøre skinnerne 20-25 °C varmere end luften.
Varme forlænger simpelthen skinnerne, og da moderne jernbaner er svejset sammen i kilometerlange sektioner, opstår meget voldsomme trykkræfter i metallet. Hvis de omgivende sveller og skærver ikke kan holde sporene på plads, opstår en solkurve.
Ofte løfter skinnerne sig først op fra underlaget, og når et 3000 ton tungt tog passerer, bliver de presset ned og ud til siden.
Krøllede skinner udløser katastrofer
Hvis jernbanemyndighederne vurderer, at en strækning har risiko for solkurver, bliver fartgrænsen sat ned til 50-100 km/t.
Langsom kørsel reducerer belastningen, og så er en afsporing med lav fart simpelthen mindre katastrofal.
Alene i USA bliver 20-45 tog hvert år afsporet af solkurver.
Den seneste alvorlige ulykke fandt sted i 2002, hvor 21 vogne fra USA’s nationale jernbaneselskab, Amtrak, røg af sporet nær Crescent City i Florida. Fire passagerer omkom, 142 måtte på hospitalet, og skaderne løb op i 58 mio. kroner.