James Cameron Deepsea Challenger

Hvor dybt har mennesket været nede?

11 km nede i Stillehavet ligger verdens dybeste sted, Challengerdybet. Men har mennesker nogensinde vovet sig derned?

I Marianergraven i det vestlige Stillehav ligger Challengerdybet. Det er hele 10.924 m dybt og kunne med lethed opsluge verdens højeste bjerg, Mount Everest.

Dybet blev opdaget i 1951, og seks gange har mennesket formået at nå verdens bund. Første gang var også den mest spektakulære. I 1960 kravlede den schweiziske dybhavsforsker Jacques Piccard og den amerikanske søofficer Don Walsh ned i det specialfremstillede og kuglerunde dykkerfartøj Trieste. Efter næsten fem timer nåede de bunden, hvor de opholdt sig i 20 minutter.

1995

Først i 1995 lykkedes det igen mennesket at betragte bunden af Challengerdybet. Denne gang via den fjernstyrede japanske forskningsubåd Kaiko. De tre følgende besøg var også ubemandede, og den amerikanske undervandsrobot Nereus bragte i 2009 bundprøver med sig op til overfladen.

Den 26. marts 2012 blev filminstruktøren James Cameron det blot tredje menneske til at dykke ned i Challengerdybet – 52 år efter Piccard og Walshs bedrift.

Deepsea Challenger

Instrumenter - sedimentopsamler, gribeklo og sensorer – målte tryk, temperatur og saltholdighed.

500 kg ballast blev smidt på havbunden, da opstigningen begyndte.

LED-lamper sad i et 2,5 m langt panel og lyste havbunden op, så ubådens fire kameraer kunne forevige dykket.

Isolerende skumlag skrumpede 6,4 cm på grund af det høje tryk.

Cockpittet var kun 109 cm i diameter og kugleformet, så det bedre kunne klare trykket.