Katastrofen på Kursk

Den 27-årige kaptajnløjtnant Dmitrij Kolesnikov har deltaget i øvelsen fire gange før, og han færdes hjemmevant i Kursks snørklede gange. Egentlig havde han planlagt at forlade flåden ved årtusindskiftet, men så krydsede skolelæreren Olga hans vej.

Han og Olga giftede sig i marts, og Kolesnikov er begyndt at lægge langsigtede planer. For at optjene retten til en ordentlig pension har han valgt at beholde sit job i flåden, og den beslutning glæder hans kolleger på Kursk.

Med sit lune gemyt er Kolesnikov en populær skikkelse på ubåden, hvor sammenholdet er stærkt – ikke mindst takket være den 45-årige kaptajn, flotilleadmiral Gennadij Ljatjin.

Han betragter sig som en far for samtlige sine folk, og hver gang et nyt besætningsmedlem påmønstrer, sender han en personlig hilsen til forældrene. I brevet lover han at passe godt på deres søn og sørge for, at han kommer sikkert i havn.

Kursk er usænkelig

Med en længde på 154 meter og en bredde på 18,2 meter er Kursk verdens største angrebsubåd. Fartøjet er opkaldt efter byen Kursk, som ligger ved grænsen til Ukraine og var hjemsted for historiens største panserslag under 2. verdenskrig.

Kursk tilhører den såkaldte Oscar II-klasse, som er en serie af kæmpeatomubåde, der blev udviklet i Sovjettiden. Konstruktionen af ubåden med de to kernekraftreaktorer blev indledt i 1990, og fartøjet havde sin jomfrusejlads i december 1994.

Kursk er bygget til at kunne dykke i 120 dage på dybder ned til 500 meter, og på grund af sit solide dobbeltskrog går Kursk for at være usænkelig. Det yderste skrog, formskroget, er knap én centimeter tykt og lavet af stål med et højt indhold af nikkel og krom, som gør det ekstremt modstandsdygtigt over for korrosion.

Afstanden mellem de to skrog er to meter, og det inderste stålskrog, trykskroget, er cirka fem centimeter tykt og så kraftigt, at det kan modstå både torpedoangreb og kollision med andre fartøjer.

Rustne torpedoer skaber angst

I kommandorummet har kaptajn Ljatjin lagt sidste hånd på beregningerne af angrebsposition og -tidspunkt, og mens Kursk næsten lydløst glider gennem havet i periskopdybde, gennemgår de syv gaster i torpedorummet anspændt tjeklisten.

Kursk skal affyre to øvelsestorpedoer uden sprængladninger, og selvom søfolkene er dybt professionelle og blandt de dygtigste i hele Rusland, bliver en våbenaffyring aldrig rutine.

Op gennem 1990’erne er flådens budget blevet kraftigt barberet, og på grund af nedskæringerne er kun det allermest nødvendige udstyr vedligeholdt korrekt. Søfolkene spøger med, at det eneste sikre i deres job er usikkerheden: De ved aldrig, om de får deres løn, og afsejlingen fra basen i Vidjajevo nær Murmansk er notorisk forsinket på grund af manglende leverancer af proviant.

Men værre er det, at våbenarsenalet er forældet, slidt og misligholdt. Torpedoerne bliver genbrugt i én uendelighed, tit er de rustne eller defekte, og derfor er det altid med en god portion frygt, at mandskabet håndterer de cigarformede undervandsvåben.

Højst ustabilt brændstof

Den første torpedo, Kursk skal affyre, er af typen 65-76A, som blev introduceret i 1976, men hvis grundlæggende design er endnu ældre. Torpedoen drives af en blanding af petroleum og højkoncentreret brintoverilte, som er et højst ustabilt brændstof.

På grund af brand- og eksplosionsfaren er de fleste andre lande i verden ophørt med at bruge brintoverilte som torpedodrivmiddel, men ikke Rusland. Brintoverilten er lugtfri og farveløs og er kendetegnet ved at reagere øjeblikkeligt med stoffer, der lader sig ilte.

Som den kemiske formel viser, er brintoverilte – H₂O₂ – blot vand (H₂O) med et ekstra iltatom. Væsken vil altid forsøge at slippe af med dette atom, og når den kommer i kontakt med et metal som fx kobber, sker en voldsom reaktion. Idet det ekstra iltatom frigives, udvikles der nemlig ekstrem varme. På Kursk vil tilfældet, at torpedorørene er fremstillet af blandt andet kobber.

Kursk blæser til angreb

En øredøvende bippen fra alarmen forplanter sig hele vejen gennem Kursk som et signal til besætningsmedlemmerne om, at de skal indfinde sig på deres poster. Over højttaleranlægget meddeler en af seniorofficererne kortfattet og rutinepræget: “Øvelsesalarm. Torpedoangreb.” Klokken er 11.25, og i ubådens næse har mandskabet sørget for, at den 11 meter lange og 5 tons tunge torpedo er på plads i røret og klar til affyring.

Ingen ombord aner, at katastrofale, altødelæggende kræfter er på nippet til at blive sluppet løs. Fra en læk i torpedoen siver brintoverilte lige så stille ud i røret.

Eksplosion skaber trykbølge

Præcis kl. 11.28.27 lørdag 12. august 2000 eksploderer torpedoen i en massiv ildkugle med en kraft, der svarer til 100 kg TNT. På en målestation i Norge registrerer seismografer rystelserne, der måler 1,5 på richterskalaen og svarer til et mindre jordskælv.

Den energi, der udløses ved eksplosionen, får trykket til at stige, og overtrykket forplanter sig til omgivelserne som en trykbølge, der høres som et gigantisk brag. Som en mur af komprimeret luft bevæger trykbølgen sig med over 1000 meter i sekundet fra torpedorummet og videre gennem en åben dør til kommandorummet.

Et brændende inferno spreder sig gennem Kursk

På et splitsekund bliver de syv mænd i torpedorummet forvandlet til levende fakler. Branden udvikler sig eksplosivt, og i kommandorummet når kaptajn Ljatjin og de 36 tilstedeværende officerer og matroser næppe at registrere katastrofen, før en trykbølge fejer benene væk under dem, smadrer deres trommehinder og slynger dem i alle retninger.

De mænd, der overlever eksplosionen, er hårdt sårede og i chok, og mens den skadede ubåd begynder at synke, kan besætningsmedlemmerne i fartøjets agterende kun gisne om, hvad der er gået galt.

Alle installationer, også samtaleanlægget, er brudt ned, og søfolkene i de bageste sektioner aner ikke, at de netop har mistet talrige af deres kolleger i et brændende inferno. Lige så lidt ved de, at deres egne rædsler kun lige er begyndt.

Sprængstoffer selvantænder

I resterne af torpedorummet arbejder fysikkens love ubønhørligt videre. Omkring 1000 kg brintoverilte og 500 kg petroleum siver ud fra den eksploderede øvelsestorpedo, og brændstoffet blander sig i en kritisk cocktail.

Samtidig koger sprængladningerne på 23 andre torpedoer. Metal og ledninger smelter, og mens temperaturen hurtigt nærmer sig 400 grader C – den temperatur, hvor sprængstofferne eksploderer spontant – synker Kursk med foruroligende hast.

Præcis 135 sekunder efter eksplosionen i torpedorummet borer det 23.000 tons tunge fartøj sig ned i havbunden i 115 meters dybde. I samme øjeblik detonerer samtlige sprængladninger i en eksplosion, som er næsten 250 gange kraftigere end den første og når en styrke på 3,5 på richterskalaen.

Det inderste skrog er konstrueret til at kunne modstå trykket helt ned til 1000 meters dybde. Men trykbølgen fra eksplosion nummer to er så ekstrem, at den smadrer gennem skroget som en ustoppelig rambuk og efterlader et hul på to kvadratmeter.

Øjeblikket efter giver det tynde yderskrog efter for presset, og kaskader af iskoldt havvand vælter ind i ubåden. Hvis Kursk havde befundet sig nær overfladen, ville omkring 90.000 liter vand i sekundet pumpe ind gennem hullet.

Men i en dybde på over 100 meter, hvor trykket er mere end 10 gange så stort, kommer vandet med en kraft så voldsom, at det kunne skære et menneske i to.

Overlevere søger agterud

De søfolk, der stadig er i live i ubådens fire forreste sektioner, har nu kun ganske få sekunder igen. Flodbølgen skyller gennem Kursk og tilintetgør alt på sin vej. Skotterne mellem de enkelte sektioner bliver flået op, som var de af papir, og i kommandorummet bliver en af officererne slynget i vejret med så voldsom kraft, at hans krop skruer sig fast i loftet.

På blot 16 sekunder er torpedorum, kommandorum, radiorum og mandskabsrum totalt oversvømmet og fyldt med et virvar af forbrændte menneskekroppe, våbendele, afrevne lemmer og materiel. Fartøjet knirker og knager ildevarslende, strømmen ryger, men mirakuløst modstår det 13 centimeter tykke stålskot ind til de to atomreaktorer presset.

I de fire sektioner bag reaktorerne befinder sig 23 besætningsmedlemmer, og en af dem er kaptajnløjtnant Dmitrij Kolesnikov, der egentlig havde planlagt at forlade Kursk. Nu gennemlever han sit livs mareridt. Men i stedet for at gå i panik gør han, præcis som nødproceduren foreskriver.

Som den højest rangerende i den sluttede skare tager han kommandoen og beordrer kollegerne til at finde deres redningsdragter og straks søge tilflugt i den trange korridor i Kursks agterende.

Flugtveje er afskåret

Desværre er søfolkene langt væk fra Kursks primære flugtvej, som går via tårnet i kommandorummet. Inde i tårnet er en trykkapsel, som kan rumme omkring 100 mand. Når søfolkene er samlet derinde, kan de frigøre kapslen fra ubåden og langsomt stige op til havets overflade, hvor kapslen fungerer som redningsflåde.

En alternativ flugtvej – og søfolkenes eneste vej ud nu, hvor Kursks forreste del er oversvømmet – er via en nødluge i niende sektion. Gennem lugen kan marinesoldaterne teoretisk set evakueres én ad gangen.

Hver mand skal først kravle op i et slusekammer, som fyldes med vand, indtil trykket efter 10-15 minutter er det samme indenfor som udenfor. Herefter åbnes den yderste luge, og manden svømmer op til overfladen iført iltapparat og redningsvest.

I praksis fungerer nødlugen dog kun på lavt vand, og Kursk ligger så dybt, at det er livsfarligt at bevæge sig ud i vandet. Trykket er enormt, og risikoen for dykkersyge overhængende. Jo mere vand en person har over sig, jo mere trykker det på kroppen.

Ved overfladen er trykket én atmosfære, og for hver 10 meter, personen dykker ned, øges trykket med én atmosfære – i 115 meters dybde er trykket over 12 atmosfære.

Under højt tryk stiger koncentrationen af kvælstof i kroppens væv, og når personen stiger op til overfladen, forlader kvælstoffet kroppen, i takt med at det omgivende tryk falder. Men hvis opstigningen sker for hurtigt, kan kvælstoffet danne bobler i blod og væv, som blokerer blodforsyningen. Det kan skade både knogler og led og forårsage lammelser og kredsløbssvigt, som kan føre til døden.

Protokollen bliver ført

Præcis to timer og seks minutter efter den første eksplosion griber Kolesnikov en blå kuglepen og en notesblok. Med sirlig skrift noterer han datoen – “12.8.2000” – i øverste venstre hjørne på en blank side, og øverst til højre skriver han tidspunktet – “13.34”. Så remser han uden at ryste på hånden samtlige navne op på de overlevende, der har søgt tilflugt bagest i ubåden.

Hver af de 23 mænd får tildelt én linje med plads til både det fulde navn, vagthold og ansvarsområde. I skæret fra nødbelysningen tager det Kolesnikov nøjagtigt 24 minutter at fuldføre listen, og nederst på papiret afslutter han med tidspunktet “13.58”.

Kuldioxid spreder sig i Kursk

I vraget af Kursk står de overlevende over for et akut og alvorligt problem: Alle nødsystemer svigter, og mens ilten svinder minut for minut, stiger indholdet af kuldioxid fra udåndingsluften. Menneskekroppen kan godt tolerere et lavt iltindhold i en periode. Men at indånde luft med blot et par procent kuldioxid er yderst risikabelt. Stiger koncentrationen af kuldioxid til fem procent, kan det føre til bevidstløshed og kvælning.

Omkring 90 procent af den ilt, som søfolkene indånder, bliver udskilt som kuldioxid, og selv hvis mændene trækker vejret roligt, udånder de tilsammen næsten syv liter kuldioxid i minuttet. Et stigende niveau af kuldioxid har den virkning, at det øger trangen til at trække vejret dybere og hurtigere, fordi kroppen hungrer efter ilt.

Søfolkene er inde i en ond cirkel: For at holde sig i live skal de trække vejret. Men for hver gang de gør det, træder de et skridt nærmere døden ombord på Kursk.

En sidste hilsen fra Kursk

Mens de 23 besætningsmedlemmer kryber sammen i niende sektion sidst på eftermiddagen lørdag 12. august, pibler havvand ind langs skrueakslen i det mørklagte vrag. Langsomt, men uafvendeligt er også agterenden ved at blive oversvømmet, og samtidig er temperaturen styrtdykket til nær frysepunktet.

Nødbelysningen er gået, elendigheden er total, og foreløbig er der intet tegn på, at hjælpen er undervejs. Alligevel klynger Kolesnikov sig til håbet. Bag på det ark, hvor han har nedfældet navnene på sig selv og sine levende kolleger, skribler han en ny besked:

“Det er for mørkt til at skrive, men jeg vil prøve at føle mig frem. Det ser ud til, at der ikke er nogen chance, 10-20 procent. Lad os håbe, at nogen i det mindste vil læse dette. Her er en liste over besætningsmedlemmerne fra de andre sektioner, som nu befinder sig i sektion ni og vil forsøge at komme ud. Hilsner til alle, ingen grund til desperation. Kolesnikov.”

Omhyggeligt folder den 27-årige kaptajnløjtnant papiret sammen og pakker det ind i vandtæt emballage, hvorefter han putter sedlen i lommen.

Ingen kan finde Kursk

Kl. 23.30 lørdag 12. august slår Nordflåden alarm. Gentagne forsøg på at etablere radiokontakt med Kursk har vist sig forgæves, så 12 timer efter den første eksplosion bliver en storstilet eftersøgning sat i værk.

Skibe i området finkæmmer havet med sonar – en teknik til at opspore og bestemme afstand til en genstand under vand. Sonaren fungerer efter samme princip som en radar. En lydbølge sendes ud i vandet, og en modtager lytter efter ekkoer fra den eller de genstande, der rammes af lydbølgen.

Problemet er, at Kursk er designet til at være usynlig. Yderskroget er belagt med gummi, som giver ubåden stealth-egenskaber i form af en lav akustisk profil.

Gummibelægningen reflekterer næsten ingen lyd, og derfor er Kursk så godt som umulig at spore. I en situation, hvor ubåden er i nød, er Kursks styrke pludselig vendt til en svaghed.

Fly og skibe leder næsten i blinde efter ubåden, og først ved nitiden om morgenen søndag 13. august lykkes det at lokalisere det forulykkede fartøj på havbunden.

Desperationen breder sig

Knap er Kursk fundet, før rygtet om en mulig katastrofe er nået fra Barentshavet til flådebasen i Vidjajevo.

Hundredvis af chokerede pårørende tropper op i officersbygningen, hvor de tryglende, skrigende og grædende kræver svar på, hvornår en redningsaktion vil blive sat i værk.

“Er det sandt, at søfolkene har kommunikeret med bankelyde på skroget?”, “Hvorfor sidder I bare her i stedet for at hjælpe min mand?”, ”Er det rigtigt, at de kun kan overleve i fem dage?” og “Hvornår får I dem ud?” lyder nogle af de spørgsmål, som hagler ned over Ivan Nideev, der er kommandør i Nordflådens ubådsdivision.

Nideev bliver de desperate mennesker svar skyldig.Han har intet nyt fra redningsaktionen og kan ikke udstede løfter af nogen art.

To redningsmetoder i spil

Mandskabet ombord på flådens redningsfartøjer har to metoder at vælge mellem, når de skal evakuere en ubådsbesætning fra dybt vand: De kan forsøge at manøvrere en miniubåd ned i dybet og hægte sig på Kursks nødluge, hvorefter besætningen ad den vej kan nå i sikkerhed i miniubåden. Alternativet er at sænke en dykkerklokke ned til Kursk i en wire fra et skib på havoverfladen.

Uanset metode skal trykket i redningsfartøjet udlignes med trykket inde i Kursk, så besætningen kan kravle uskadt ud af ubåden og stige langsomt og kontrolleret op til overfladen.

Havet er i oprør

Russerne sætter deres lid til miniubåden Priz, som sænkes i havet sidst på eftermiddagen mandag den 14. august. Den tre mand store besætning er kommet på en umulig opgave. Barentshavet er i oprør, og selv i dybet er strømmen stærk, og sigtbarheden elendig.

Lyskeglen fra Priz fejer hen over havbunden og falder på forvredne metalstumper fra Kursk spredt ud over sandet. Kursks næse viser sig som et gabende hul, men lettet kan kommandør Aleksandr Maisak konstatere, at både kernereaktorrummet og agterenden er intakte.

Dybt koncentreret og med små bevægelser forsøger Maisak at manøvrere Priz i position til at koble sig på nødlugen i niende sektion. Men hver gang miniubåden kommer tilpas tæt på, bliver den øjeblikket efter ført bort af strømmen. Efter en time må Maisak nødtvungent give op. Priz’ batterier er tæt på at løbe tør, og hvis ikke fartøjet straks søger mod overfladen, vil dets besætning være prisgivet.

Dykkere indånder helium

Dramaet om den forulykkede kæmpe er forsidestof i hele verden, og søndag 20. august indvilger militærkommandoen i at lade norske specialdykkere gøre et forsøg på at nå frem til Kursk. Otte dage er gået siden forliset, men eksperter skønner, at søfolkene i teorien vil kunne overleve i op til 12 døgn, forudsat at alle nødsystemer virker.

Nordmændene satser på at lade sig sænke ned i dybet i en dykkerklokke i en afstand af 15 meter fra ubåden. Herfra vil de svømme hen til Kursk, lytte efter livstegn og forsøge at åbne nødlugen. Med sig i dykkerflaskerne har mændene heliox, som er en blanding af 95 procent helium og 5 procent ilt. Blandingen bruges til dybhavsdykning, fordi den mindsker faren for dykkersyge.

Selv ved højt tryk opløses helium næsten ikke i blodet, og derfor dannes der ikke bobler i blod og væv, når dykkerne stiger op til overfladen. Som et værn mod den ekstreme kulde i dybet er dykkerne ført neoprendragter med et indbygget cirkulationssystem, som leder 43 grader varmt vand hen over kroppen.

Alt håb forsvinder

Med en hammer banker en af dykkerne fire kraftige slag på Kursks stålskrog. Han bliver mødt af ildevarslende stilhed. Så hamrer han igen, denne gang endnu hårdere, men det eneste, der sker, er, at bittesmå flager af maling løsner sig fra det gigantiske fartøj og hvirvler væk med strømmen.

Endnu består et spinkelt håb – måske er søfolkene blot for svage og udmattede til at kunne besvare bankesignalet, vurderer nordmændene. De maser og bakser med at åbne nødlugen, og da den omsider svinger op, bliver dykkerne mødt af et nedslående syn: Både slusekammeret og ubåden er fuldstændigt oversvømmede.

Dykkerne sænker et videokamera ned i det grumsede vand i ubådens niende sektion, og optagelserne er som fra en gyserfilm. En død mand i blå overalls driver forbi foran kameralinsen, og med ham forsvinder endegyldigt alt håb om at finde liv ombord på Kursk.

Efterspil: bjærgningen af Kursk

I oktober 2001 hæver det hollandske konsortium Mammoet-Smit International atomubåden. Obduktionen af de 23 søfolk i Kursks niende sektion – heriblandt Dmitrij Kolesnikov, der blev fundet med et brev i sin lomme – peger på, at samtlige omkom ved 20-tiden om aftenen lørdag 12. august. Dødsårsagen var kulilteforgiftning og iltmangel – ikke drukning.

Formentlig døde søfolkene, da de forsøgte at skaffe mere ilt ved hjælp af et sæt kemisk følsomt nødudstyr, som ubåden var forsynet med. Udstyret er designet til at udvinde ilt fra luftens kuldioxid. Desværre reagerer det voldsomt ved kontakt med fx vand og olie – og sektion ni var fyldt med begge dele.

En af mændene kan have tabt kemikalierne ned i det vand, som var trængt ind i ubåden. Resultatet var en kraftig eksplosion,som med ét opbrugte resten af ilten og frigav store mængder giftig kulilte.

Denne artikel er skrevet på baggrund af en lang række artikler og ikke mindst bøgerne “A Time to Die: The Kursk Disaster” af Robert Moore og “Kursk: Russia’s Lost Pride” af Peter Truscott.