Planetens undergang ser endda ud til at være foregået i vores egen galakse omkring 12.000 lysår fra Jordens overflade - nær stjernebilledet Ørnen.
Her kunne astronomerne observere, hvordan én specifik stjerne pludselig begyndte at opføre sig mærkeligt.
“En nat bemærkede jeg en stjerne, der blev lysere med en faktor 100 i løbet af en uge ud af ingenting,” forklarer forskningsleder Kishalay De i en pressemeddelelse.
“Det var ulig noget andet stjerneudbrud, jeg havde set i mit liv,” siger han.
Kan afsløre Jordens skæbne
Først troede forskerne, at de kiggede på eksplosionen fra en tung og kompakt gammel stjerne, kaldet en hvid dværg, der suger gas og andet materiale fra en nabostjerne i et dobbeltstjernesystem.
Ved nærmere eftersyn med det kraftige Keck II-teleskop på vulkanøen Mauna Kea på Hawaii blev den teori dog skudt til hjørne.
Astronomerne kunne nemlig hverken finde tegn på brint eller helium, som normalt vil være til stede, når én stjerne æder sig ind på den anden.
Se, hvordan forskerne opdagede dødsstjernen her:
Derfor indsamlede de også infrarøde målinger fra blandt andet NEOWISE-rumteleskopet, som afslørede, at det store, varme lysglimt blev efterfulgt af en lang periode, hvor stjernen i stedet skød koldere materiale ud i universet.
En kombination, forskerne kun kunne få til at passe med, at den aldrende stjerne var begyndt at udvide sig, indtil overfladen nåede frem til den uheldige planet, der indgik i en månedlang og altødelæggende dans med stjernen.
Et af de særligt spændende aspekter ved opdagelsen er, ifølge forskerne, at vi potentielt også kigger ind i Jordens skæbne, når Solen forventes af brænde ud og tage Solsystemets indre planeter med - om 5 milliarder år vel at mærke.
"Vi ser Jordens fremtid," lyder det fra forskningsleder Kishalay De.
"Hvis en anden civilisation observerede os fra 10.000 lysår væk, mens Solen opslugte Jorden, ville de pludselig se Solen blive lysere, imens den udstøder materiale, og derefter danne støv omkring sig, før den faldt tilbage til, hvad den var," siger han.
Undersøgelsen bag opdagelsen er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature.