Amerikansk senator: Højtstående kilder bekræfter UFO-programmer

Ifølge senator Marco Rubio har højtstående amerikanske regeringsembedsmænd luftet opsigtsvækkende førstehåndsberetninger om UFO’er.

Fotoet, der er taget i Mellemøsten, er et afklassificeret billede fra en NASA-høring. Man kan se et såkaldt uidentificeret luftfænomen over dronen til venstre i billedet. Objektet er fortsat uidentificeret.

© Det amerikanske forsvarsministerium / University of Virginia

Pålidelige kilder med “høje sikkerhedsgodkendelser og høje stillinger” i den amerikanske regering er stået frem med hidtil hemmeligholdte informationer om nedstyrtede ufoer.

Sådan lyder den opsigtsvækkende melding nu fra den amerikanske senator Marco Rubio, der er næstformand i Senatets efterretningskomité.

Den republikanske senator fortæller til mediet News Nation, at højtrangerende whistleblowers angiveligt har fortalt, hvordan de med egne øjne har set eller arbejdet på de påståede fartøjer af ikke-menneskelig oprindelse.

Senatoren har altså ikke selv set de påståede fartøjer.

Hans kommentar falder, efter at den tidligere amerikanske efterretningsofficer David Grusch offentligt har hævdet, at den amerikanske regering er i besiddelse af såkaldte “craft of non-human origin”, altså fartøjer, som ikke stammer fra mennesker.

Hør Marco Rubio fortælle om de bjærgede fartøjer, han angiveligt er bekendt med, i klippet herunder:

Ifølge Grusch, der tidligere har været ansvarlig for analyse af uidentificerbare fænomener i det amerikanske forsvar, har regeringen ulovligt tilbageholdt informationer om de påståede UFO’er fra den amerikanske kongres.

Han hævder at vide, at det amerikanske forsvarsministerium, private selskaber i forsvarsindustrien og andre nationer har bjærget både hele og dele af flere fartøjer, som ikke er af menneskelig oprindelse.

Men Grusch har altså heller ikke selv set de fremmedartede fartøjer.