Andreas Mogensen er ombord på rumstationen

Andreas Mogensen og hans tre astronautkolleger har været omkring 30 timer undervejs inden tilkobling.

Andreas Mogensen bliver her modtaget på Den Internationale Rumstation.

© NASA

Rumkapslen med Andreas Mogensen om bord har tilkoblet sig Den Internationale Rumstation (ISS). Det er sket klokken 15.29 dansk tid, viser Nasas livesending.

Dermed tager danskeren og hans tre astronautkolleger om et øjeblik hul på et seks måneder langt ophold, når lågen til stationen åbnes.

Andreas Mogensen ser frem til at arbejde med både europæiske og danske forsøg, som han har med sig om bord på Den Internationale Rumstation (ISS).

Det siger han under en velkomstceremoni kort efter ankomst.

Har ventet tålmodigt

"Vi er enormt glade for og stolte over at være kommet om bord. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med europæiske og danske forsøg," lyder det videre.

Danskeren skal i løbet af sine seks måneder lange rejse gennemføre en lang række forsøg, hvoraf er ti danske.

De fire astronauter har tålmodigt ventet på at komme afsted, efter at turen blev udskudt ad flere omgange. Senest fredag, hvor de skulle være sendt afsted klokken 09.49 dansk tid, skete det som følge af en mistanke om problemer med de ventiler, der åbner og lukker for tilførslen af brændstof og ilt.

Lørdag klokken 09.27 dansk tid lykkedes det så, da opsendelsen af rumskibet skete fra Kennedy Space Center i den amerikanske delstat Florida.

Cirka to et halvt minut efter affyringen blev raketten "Falcon 9" koblet fra rumskibet, og anden del af opsendingen blev sat i gang. Syv et halvt minut senere var de i kredsløb om Jorden.

De to mest kritiske tidspunkter på rejsen var opsendelsen fra Florida og tilkoblingen til ISS. Dermed kan de fire astronauter nu ånde lettet op.

Den 46-årige Andreas Mogensens kolleger tæller en amerikaner, en japaner og en russer.

Den 40-årige amerikaner Jasmin Moghbeli har været danskerens højre hånd på rejsen. Hun har en fortid i USA's marinekorps. Satoshi Furukawa, den 59-årige japaner, blev udvalgt som astronaut i 1999. Han har en doktorgrad inden for medicin. Og til sidst er der den yngste af de fire, 39-årige Konstantin Borisov fra Rusland. Han havde blandt andet ansvaret for at holde øje med de første faser af flyvningen mod ISS.

Få kilometer i timer

På den lange rejse har astronauterne brugt tiden på at indfinde sig i samme bane som rumstationen.

Grunden til, at man skal være i samme baneplan, er, at man kun på den måde kan bringe hastighedsforskellen mellem rumskib og rumstation ned til nogle få kilometer i timen, når afstanden er kommet ned på et par kilometer.

ISS flyver med 28.000 kilometer i timen.

Dragon dokkede automatisk til rumstationen. Dragon brugte raketmotorerne til at sænke farten og matche ISS' hastighed og bane. Da Dragon var tæt nok på, lavede fartøjet små positionsændringer for at nå den præcise position, der krævedes til den endelige indflyvning.

I den allersidste fase før sammenkoblingen bevægede Dragon sig kun et par centimeter i sekundet i forhold til ISS.

Dragon ramte den docking-port, der hedder PMA3. Det står for Pressurized Mating Adapter, og den fungerer som en grænseflade mellem rumstationens docking-adapter og trykmodul. Derefter blev lågerne åbnet på begge sider af PMA og trykket udlignet. 12 metalklammer sikrede sammenkoblingen.

Raket fra SpaceX

Andreas Mogensen og hans rejsefæller bliver modtaget på ISS.

Andreas Mogensen og hans rejsefæller bliver modtaget på ISS.

Sammenkoblingen skete over Australien, oplyser NASA.

Andreas Mogensen og resten af besætningen blev opsendt lørdag kl. 9.27 dansk tid med en raket fra den amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX.