ESA
Andreas Mogensen i rumdragt

Andreas Mogensen skal sendes til rummet 15. august

15. august skal Andreas Mogensen som den ene af to piloter i et rumfartøj på sin første længere mission til rummet.

Den danske astronaut fra Den Europæiske Rumorganisation Andreas Mogensen skal sendes ud i rummet den 15. august.

Det skriver han selv på det sociale medie Twitter, efter at den amerikanske rumfartsadministration NASA har offentliggjort datoen onsdag aften.

"Det er nu officielt bekræftet, at vores opsendelse bliver tirsdag den 15. august," skriver han.

Som pilot i en rumkapsel fra det amerikanske rumfartsselskab SpaceX skal han rejse mod den Internationale Rumstation, ISS, der kredser om Jorden i en højde af cirka 386 kilometer.

I et halvt år skal 46-årige Andreas Mogensen være på rumstationen og udføre forsøg. Missionen hedder "Crew-7".

Man har i længere tid vidst, at det blev i august, at han skulle sendes af sted, men først nu er der fastsat en dato.

Det er anden gang, at han skal sendes ud i rummet, men det er hans første længerevarende mission.

Han blev den første dansker i rummet, da han i 2015 drog ud på en rummission, der varede ti dage.

Andreas Mogensen er den første ikkeamerikanske pilot på en SpaceX-mission. SpaceX er grundlagt af den amerikanske medstifter af bilfabrikanten Tesla, Elon Musk.

På denne mission skal han blandt andet udføre ti danske forsøg, som er blevet udvalgt til missionen. De udgør dog kun en brøkdel af de mange forsøg, han skal lave.

De danske forsøg skal blandt andet give menneskeheden mere viden om søvn og trivsel i rummet. Han skal også teste nyt rumudstyr og forsøge at 3D-printe metal i vægtløshed.

Han har desuden fortalt, at han vil sætte fokus på dansk kulturliv. Det er tidligere blevet offentliggjort, at han vil tage en håndbold med sig i bagagen på rumkapslen.

Han vil også tage en Karen Blixen-fyldepen og en Rasmus Klump-bamse med op i rummet som en del af promoveringen af dansk kulturliv.