Credit John A. Paice www.johnapaice.com/
Sort hul

Astronomer har opdaget den største kosmiske eksplosion nogensinde

Otte milliarder lysår væk har én eksplosion allerede udledt mere energi, end Solen gør i hele sin levetid.

Den er mere end 10 gange lysere end nogen af de kraftfulde stjerneeksplosioner, vi kender, og har på nuværende tidspunkt varet i mere end tre år.

Et hold af astronomer fra University of Southampton har indfanget den største og mest energirige kosmiske eksplosion, vi nogensinde har set.

Energiudladningen, som har fået navnet AT2021lwx, fandt sted omkring otte milliarder lysår væk, da universet var omkring seks milliarder år gammelt, og har altså indtil videre været synlig mere end tre år.

Til sammenligning er de massive energiudladninger, der opstår, når en stjerne kollapser under sin egen vægt og eksploderer, kun synlige i et par måneder.

"På tre år har den her begivenhed udløst 100 gange mere energi end Solen vil i sin 10 milliarder år lange livstid," lyder det fra forskningsleder Philip Wiseman til The Guardian.

Han og kollegerne har forsøgt af nærstydere eksplosionen med flere forskellige teleskoper: Blandt andet NASAs Neil Gehrels Swift-teleskop og Gran Telescopio Canarias i La Palma.

Kan være et sjældent fænomen

Målingerne har endnu ikke afsløret den præcise kilde.

Men astronomerne mener, at den ekstreme energiudladning kan være resultatet ef en kæmpe gassky - potentielt tusinder gange større end vores egen sol - som er blevet forstyrret og revet i stykker af et supermassivt sort hul.

De dele af gasskyen, der bliver opslugt, kan så sende chokbølger gennem skyens rester og gennem den støvede doughnut-formede gas omkring hullet.

Det er dog meget sjældent og aldrig set i en skala så stor som den her tidligere.

AT2021lwx er ikke den lyseste eksplosion, vi nogensinde har set. Så sent som i 2022 blev et exceptionelt energirigt gammaglimt 2,4 milliarder lysår væk målt til at være den hidtil største rumeksplosion nogensinde.

Gammaglimtet, som blev døbt GRB 221009A, havde højere lysintensitet, men varede til gengæld kun et par minutter.

Dermed kommer den samlede energimængde, udledt af nyligt målte AT2021lwx-eksplosion også til at være langt større.

Undersøgelsen bag målingerne er netop udgivet i Monthly Notices of the Royal Astronomical Society.