Astronomer har opdaget en af de fjerneste galakser nogensinde

James Webb-teleskopet har hjulpet forskerne med at udpege en lille, fjern galakse, som kan have været en af de første, der opstod efter Big Bang.

JD1

Den fjerne og svagtlysende galakse JD1 (i boksen), som er placeret bag en lysstærk såkaldt klynge af galakse med navnet Abell 2744.

© Guido Roberts-Borsani/UCLA); original images: NASA, ESA, CSA, Swinburne University of Technology, University of Pittsburgh, STScI

De første mange millioner år efter Big Bang var universet både koldt og mørkt, indtil de første stjerner og galakser opstod.

Men hvad var det præcist, der fødte de allerførste stjerner i det totale mørke og satte gang i den periode, astronomerne har døbt universets daggry?

Nu har et internationalt hold af astrofysiskere fra blandt andet University of California opdaget en fjern og lyssvag galakse, som kan være blandt den første generation af galakser, der brød igennem resterne af brinttåge fra Big Bang i universets barndom.

Og nu håber de, at opdagelsen kan gøre dem klogere på, hvordan det kosmiske mørke sluttede.

Galaksen, som har fået navnet JD1, er en af de fjerneste og mest lyssvage, der er opdaget til dato, og vi ser den, som den var for omkring 13,3 milliarder år siden, da universet var omkring fire pct. af sin nuværende alder.

Verdens kraftigste øjne stiller skarpt

Selve opdagelsen var kun mulig takket være verdens kraftigste rumteleskop, James Webb, som ved hjælp af sine infrarøde kamerasensorer hjalp forskerne med at bestemme galaksens alder, afstand til Jorden og antallet af stjerner.

En opgave, som ikke blev lettere af, at JD1 befinder sig bag en stor klynge af omkringliggende galakser, kaldet Abell 2744, der afbøjer lyset fra den fjerne galakse og får det til at se større og lysere ud, end det ellers ville - et fænomen kendt som gravitationslinser.

Derfor har det heller ikke været muligt at undersøge den første generation af galakser, som har været et af de helt store mål blandt astronomerne, før det ekstremt kraftige rumteleskop kom på banen.

Og selv for verdens kraftigste teleskop er fundet af den lyssvage galakse et af de store, mener astronomerne.

"Før James Webb tændte for bare et år siden kunne vi end ikke drømme om at bekræfte så svag en galakse," lyder det fra Tommaso Treu, som er undersøgelsens andenforfatter i en pressemeddelelse.