Astronomer: Jordlignende planet kan gemme sig i vores solsystem
En besynderlig opførsel blandt flere objekter i Kuiperbæltet har fået to japanske forskere til at fremlægge en opsigtsvækkende teori.

Kunstnerisk gengivelse af en isklode. Hvis den hypotetiske, jordlignende planet eksisterer, befinder den sig op mod 500 astronomiske enheder fra Solen og er dermed både kold og frossen. Til sammenligning er Jordens middelafstand til Solen 1 astronomisk enhed.
Det vakte stor opsigt, da to amerikanske astronomer i 2016 præsenterede teorien om, at Solsystemets afkroge kunne gemme på en skjult kæmpeplanet med en masse op mod 10 gange større end Jorden.
Siden har astronomer forsøgt at finde beviser for den såkaldte Planet 9, som angiveligt skulle kredse 20 gange længere væk fra Solen end Neptun. Uden det store held.
Men der kan måske være en helt anden skjult planet, der lurer i Solsystemets kolde grænseland, det såkaldte Kuiperbælte - dog tættere på Jorden end den mystiske Planet 9.
Det er i hvert fald teorien fra to japanske astrofysikere, som har præsenteret deres observationer i det videnskabelige tidsskrift The Astrophysical Journal.