Forskere opfanger ekkoet fra big bang
Big bang: Astronomer har fundet et aftryk af universets fødsel for 13,8 mia. år siden. Aftrykket kan bevise teorien om universets voldsomme udvidelse.

En milepæl i menneskets forståelse af universet er blevet målt af teleskopet BICEP2 på Sydpolen. Teleskopet opfangede mandag den 17. marts 2014 såkaldte gravitationsbølger – en slags krusninger eller rystelser i det stof, universet er skabt af, som opstod efter big bang.
Bevis for teori om big bang
Albert Einstein forudsagde gravitationsbølgerne for næsten 100 år siden, men mente, at de var umulige at måle. Nu står forskerne endelig med første direkte bevis på den såkaldte inflationsteori om universets skabelse – det kortvarige moment, der opstod i nanosekunderne efter big bang, hvor ubegribelige kræfter udvidede det dengang ubeboelige univers med rasende hast.
Før historiebøgerne omskrives, skal beviset efterprøves og godkendes af en uafhængig forskergruppe. Bliver opdagelsen bekræftet, kan det betyde, at universet, vi ser, der strækker sig over ca. 14 milliarder lysår, kun er en forsvindende lille del af et større hele – et langt større kosmos eller gigantisk “multivers”, hvis omfang og opbygning er ukendt for os jordboere.