For at forstå dette kosmiske perspektiv er vi nødt til at glemme vores dagligdags oplevelse af tid.
Tid kræver en målestok
Tiden er ikke en absolut størrelse, der eksisterer uafhængigt af alt andet. Hvis nogen fx kom og hævdede, at tiden var begyndt at gå dobbelt så hurtigt, ville det jo ikke give nogen mening. Det måtte nemlig også gælde alle de ure, vi bruger til at måle tiden med, og dermed ville vi ikke kunne konstatere nogen forandring.
På samme måde er spørgsmålet om, hvad der var før big bang, ret meningsløst.
Før big bang var der ingenting
Begrebet tid giver ingen mening uden et rum at måle den op imod, og det opstod først med Big Bang. Uden fysiske forandringer kan det ene øjeblik jo ikke skelnes fra det andet – uden en sol, der vandrer hen over himlen, er der ingen målestok at måle tid med.
Videnskaben har ikke noget fyldestgørende svar på, hvad tid er. Men hvis det forholder sig sådan, at tiden blev til sammen med rummet, må spørgsmålet om, hvad der var før Big Bang, besvares med “ingenting”. En ironisk kosmolog ville måske påpege det selvmodsigende i spørgsmålet ved at spørge: “Hvad var klokken før tidens begyndelse?”