Universet gemmer på en lang række ekstremt lysstærke og kraftfulde objekter. Nogle af de mere eksotiske er en gruppe, som astronomerne kalder for ultraluminøse røntgenkilder, også forkortet ULX.
De ekstreme røntgenkilder adskiller sig ved at producere hele 10 millioner gange mere energi end vores egen stjerne, Solen, og udsender så store mængder lys, at de ser ud til at bryde med en fysisk grænse, der bestemmer, hvor lyst et objekt kan blive baseret på objektets masse - den såkaldte Eddington-grænse.
I en nyere NASA-undersøgelse har astronomer lavet hidtil usete målinger af en specifik ULX, og resultaterne har gjort dem klogere på de gådefulde rumobjekter.
I undersøgelsen, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift The Astrophysical Journal, har NASA brugt det deres såkaldte NuSTAR-teleskop, som er sat i kredsløb om Jorden for at opfange højenergi-røntgenbølger fra nogle af universets fjerneste kroge.
Teleskopet rettede sin opmærksomhed mod én bestemt ultraluminøs røntgenkilde kaldet M82 X-2, som også var mål for en undersøgelse tilbage i 2014.
Dengang afslørede astronomernes data, at M82 X-2 er en yderst kompakt stjerne, som er opstået i forbindelse med, at en stjerne er løbet tør for brændstof og kollapset under sin egen vægt - en såkaldt neutronstjerne.
Tidligere var teorien ellers, at røntgenkilderne kunne være sorte huller omgivet af store mængder gas, eller at de ekstreme lyskilder ligefrem kunne være en form for optisk illusion.
Stjæler som en kosmisk parasit
I den nyere undersøgelse kiggede forskerne endnu engang nærmere på M82 X-2 og opdagede, hvordan neutronstjernen, lidt ligesom en kosmisk parasit, stjæler hele 9 milliarder billioner tons materiale om året fra en nabostjerne - hvilket svarer til cirka 1 1/2 gange Jordens masse.
NASAs NuSTAR-teleskop blev opsendt i 2012 og er i kredsløb om Jorden, hvor det ved hjælp af en særlig spejlteknologi kan opfange stråler i den hårde ende af røntgenspektret.
Ved at kende mængden af materiale, der rammer neutronstjernens overflade, kunne forskerne samtidig vurdere, hvor lys M82 X-2 burde være.
Deres beregninger passer faktisk med de voldsomme estimater af objektets lysstyrke, hvilket også bekræfter, at ULX'en rent faktisk overskrider den såkaldte Eddington-grænse, som astronomerne formodede.
Det store spørgsmål er så, hvorfor den gør det? Og netop det kender NASA endnu ikke svaret på.
Men deres nuværende teori er, at neutronstjernens stærke magnetfelt ændrer formen på dens atomer, så stjernen kan hænge sammen, selvom den bliver lysere og lysere.
"De her observationer viser os effekten af de fantastisk stærke magnetfelter, som vi aldrig kan reproducere på Jorden med vores nuværende teknologi," udtaler Matteo Bachetti, som er hovedforfatter bag undersøgelsen i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Vi kan ikke rigtig lave eksperimenter for at få hurtige svar: vi bliver nødt til at vente på, at universet viser os vores hemmeligheder," lyder det fra Matteo Bachetti.