Tirsdag den 28. januar 1986 vågner Floridas indbyggere op til en af de koldeste morgener i mands minde. Et højtryk fra polaregnene har i løbet af natten presset temperaturen i den ellers lune solskinsstat helt ned til minus fem grader.
I den frostklare nat har teknikerne på Kennedy Space Center helt uhørt haft travlt med at banke istapper af affyringsrampe 39B.
Floridas fugtige luft har afsat et flere cm tykt lag is på vest- og nordsiden af affyringstårnet, og selvom ingeniørerne dagen forinden har hældt tusindvis af liter frostvæske i det enorme vandbassin ved siden af rumfærgen, flyder store isflager rundt på overfladen.
Affyringsrampen var dækket af istapper på opsendelsesdagen.
Intet er, som det plejer at være på en dag for en opsendelse, men det bekymrer ikke de to kvinder og fem mænd, som skal på mission med Challenger – de vil egentlig bare gerne afsted.
Oprindeligt var opsendelsen programsat til 22. januar, men to gange er datoen blevet skubbet pga. uvejr og tekniske problemer. Besætningsmedlemmerne krydser nu fingre for, at tredje gang bliver lykkens gang.
Det samme gør deres forældre, ægtefæller, børn og søskende, som er strømmet til Florida for at overvære det på én gang nervepirrende og storslåede øjeblik, hvor mennesket forlader Jorden.
Seks trænede astronauter og én skolelærerinde – Christa McAuliffe bagerst med brunt hår – sidder klar i Challenger-rumfærgen på den frostkolde formiddag i januar. Christas to små børn følger opsendelsen live.
Rumfærgen
– Genbrugeligt fartøj revolutionerede rumflyvningen.
Ideen om en rumfærge blev fostret tilbage i 1930’erne af den østrigske raketingeniør Eugen Sänger, som foreslog at erobre rummet med et raketdrevet rumfly. I april 1981 – nøjagtigt 20 år efter at russeren Jurij Gagarin var blevet det første menneske i rummet – blev Sängers vision til virkelighed, da NASA sendte Columbia til himmels og indledte genbrugsrumfærgernes epoke.
De genanvendelige rumfærger skød op som en raket og landede som et svævefly. Deres opgave var at bringe satellitter i omløb og transportere astronauter og gods til og fra rumstationer.
NASA’s første rumfærge, Columbia, svævede tilbage til Jorden efter sin jomfrutur den 14. April, 1981. Selve landingen finder du 5:45 minutter inde i klippet.
Efter Columbias jomfrufærd og frem til januar 1986 var NASA-rumfærger strøget til vejrs og landet sikkert igen 24 gange. Umiddelbart tydede intet på, at den 25. mission skulle komme til at spolere NASA’s statistik over succesrige rumfærgetogter.
Civilist
– Kvindelig skolelærer skal blive den første menige amerikaner i rummet.
Rumfærgeopsendelser er efterhånden blevet en noget rutinepræget affære, som tv-stationerne knap gider transmittere. Men netop denne dag står omkring 500 journalister og fotografer skulder ved skulder på de tætpakkede tilskuerpladser ved Kennedy Space Center.
Mission STS-51-L skiller sig markant ud fra tidligere opsendelser: For første gang i rumfartshistorien er en menig amerikansk borger med ombord, og side om side med højtuddannede eksperter venter den 37-årige skolelærer og mor Christa McAuliffe på at indtage rummet.
Hun er udvalgt blandt over 11.000 ansøgere til Teacher in Space Project, som skal få amerikanernes begejstring for rumfart til at blusse op på ny og give skolebørn over hele USA lyst til at uddanne sig til ingeniører og forskere.
Mød Christa McAuliffe, og se hendes reaktion på at blive udvalgt til rum-missionen.
I månederne op til opsendelsen har læreren turneret i USA og begejstret fortalt om den kommende mission, og for hver dag er hendes popularitet vokset. Alle er betagede af den sympatiske kvinde, som tør kappe jordforbindelsen, selvom hun har to små børn.
Sammen med deres far og de øvrige astronauters familie opholder niårige Scott og seksårige Caroline sig på taget af rumfartscenterets administrationsbygning, hvorfra de har en formidabel udsigt til rumfærgen.
Missionen
– Challenger skal opsende satellit og indfange komet-sonde.
Med i lastrummet på Challenger er navigations- og kommunikationssatellitten TDRS-2, som i løbet af den seks dage lange mission skal sættes i kredsløb om Jorden, samt sonden Spartan-Halley.
Førstnævnte skal gøre det muligt for NASA’s kontrolcenter at være i konstant kontakt med rumfærgerne uden at bruge jordstationer, mens Spartan-Halley i løbet af 20 kredsløb skal observere Halleys komet, hvorefter sonden atter skal indfanges.
En del af Challenger-missionen gik ud på at observere Halleys komet, som her er fotograferet i marts 1986.
På programmet står desuden et hav af videnskabelige eksperimenter, men for den almindelige amerikaner er det mest imødesete programpunkt de to satellittransmitterede tv-lektioner, som Christa McAuliffe skal stå for.
Planen er, at læreren i sammenlagt en halv time skal fortælle om dagligdagen på en rumfærge og vise, hvordan vægtløsheden virker i praksis.
Ventetid
– Floridas ekstreme kulde udsætter opsendelse endnu en time.
Ombord på Challenger fordriver astronauterne ventetiden med småsnak. De er blevet hjulpet på plads i den lodrette rumfærge allerede lidt over otte med planlagt liftoff kl. 10.38, men pga. frostvejret er opsendelsen udskudt en time.
Bæltekøretøjet “Franz” fragter rumfærgen ned til affyringsrampen før launch. Det tager fem timer og foregår med 1,6 km/t.
Flere gange har teknikerne halet isflager op fra bassinet ved siden af affyringsrampen. Bassinets formål er at dæmpe det enorme lydtryk, som raketterne skaber. Sekunder inden liftoff skal over en million liter vand fosse ud over rampen og opsluge de kraftige lydbølger, som ellers ville kunne gøre skade på rumfærgen ved fx at ryste varmeskjoldet løs.
Mens de venter på signal til afgang, snakker astronauterne ubekymret om løst og fast. En måge, der svæver forbi, får et par ord med på vejen, men ellers er det råkolde vintervejr det foretrukne samtaleemne.
Hvert et ord, som bliver udvekslet i rumfærgen, optages på bånd, og mens den kvindelige astronaut Judith Resnik pjatter og griner overstadigt, er Christa McAuliffe ret fåmælt.
Følg den sidste del af astronauternes samtale i cockpittet.
O-ringe
– Gummipakninger skal sikre, at 3000 °C varme gasser ikke slipper ud.
Rumfærgesystemet bestod af selve rumfærgen, en hovedtank og to 45 meter høje løfteraketter. Når rumfærgen blev sendt op, sad den fast på hovedtanken, mens de to løfteraketter sammen med tre hovedmotorer bagest på rumfærgen sørgede for at løfte fartøjet til vejrs.
Mens hovedmotorerne brugte flydende brændstof, benyttede løfteraketterne et fast brændstof, der minder om viskelæder og består af aluminium i pulverform blandet med iltningsmidlet ammoniumperklorat.
Challenger består af tre dele: I rumfærgen sidder astronauterne. Hovedtanken er fyldt med flydende brændstof og forsyner de tre hovedmotorer. Og endelig skubber to løfteraketter drevet af fast brændstof også på under opsendelsen.
Raketter, som drives af fast brændstof, kan ikke slukkes igen, men er tændt, indtil brændstoffet er brugt op. For rumfærgernes vedkommende skete det i ca. 45 kilometers højde, hvor løfteraketterne blev koblet fra.
Løfteraketterne var opbygget af flere sektioner. I samlingen mellem hver sektion sad en gummipakning, en såkaldt O-ring, som skulle sikre, at sektionerne sluttede fuldstændigt tæt, så de omkring 3000 grader varme gasser fra rakettens indre ikke blev presset ud igennem samlingen, men forblev indesluttet i rakethylsteret.
Løfteraketternes samlinger var forseglet med O-ringe.
Liftoff
– Astronauterne presses mod himlen med 3000 kilometer i timen.
I tilskuerområdet skutter titusindvis af fremmødte sig i den bidende kulde. Et par skoleklasser er på plads for at følge deres lærers rejse til rummet, og blandt tilskuerne er også Christa McAuliffes forældre og søsteren Betsy.
De er omgivet af en kødrand af ivrige pressefotografer, som er klar til at forevige hvert et smil og hver en nervøs trækning, der måtte fare hen over deres ansigter.
Kl. 11.38 bliver raketterne tændt, og mens Challenger hæver sig fra startrampen på en søjle af ild, knipser fotograferne på livet løs. Billederne afslører, hvordan måneders opsparet uro og bekymring afløses af afgrundsdyb lettelse hos McAuliffe-familien, der betaget følger rumfærgens vandring mod himlen.
EFTER 31 SEKUNDER: I godt tre kilometers højde er Challenger på vej ud over Atlanterhavet. Stadig aner ingen uråd.
Ombord på den rystende og skælvende Challenger er humøret højt. Besætningsmedlemmerne trykkes tilbage i deres sæder, en frydefuld fornemmelse, der får dem til at træde ud af rollen som nøgterne eksperter.
“Go, you Mother”, hepper piloten Michael Smith. “Allriiiiight”, sekunderer Judith Resnik.
Imens lægger rumfærgen Jorden bag sig i et brølende inferno af ild og larm, og på kort tid når en fart på over 3000 km/t.
Nede på landjorden hujer og klapper tilskuerne og rækker anerkendende tomlen i vejret. Ifølge kontrolcenteret er opsendelsen forløbet perfekt. Alle standardprocedurer er fulgt, og målingerne ser fine ud.
Advarsel
– NASA ignorerede ingeniørernes bøn om at udskyde opsendelsen.
Før denne mission havde O-ringene gentagne gange givet problemer i løfteraketterne. Første gang var i november 1981, hvor gas fra rakettens indre havde svedet gummipakningerne. Også under en rumfærgeopsendelse i 1983 var dele af O-ringene brændt væk af den ekstreme varme.
NASA-ledelsen fandt ikke anledning til at gribe ind – de skrøbelige gummiringe blev blot kategoriseret som en “uønsket, men acceptabel risiko”, og de efterhånden mange vellykkede opsendelser lullede rumfartsorganisationen ind i forestillingen om, at O-ringene ikke udgjorde nogen trussel mod sikkerheden.
O-ringene, som skulle forsegle løfteraketternes sektioner, svigtede pga. kulde. Glohede gasser brændte sig gennem raketten og ind i brændstoftanken.
Producenten, raketfirmaet Morton Thiokol, havde erfaret, at skader på O-ringene især forekom ved opsendelser i relativt koldt vejr, det vil i Florida sige ved temperaturer på under 18 grader. De lave temperaturer gjorde ringene stive og mindre elastiske, og i timerne før opsendelsen af Challenger forsøgte firmaets ingeniører at overtale NASA til at udskyde missionen, indtil vejret blev varmere.
Temperaturen i opsendelsesområdet lå på blot et par plusgrader, hvilket var mindst ni grader koldere end ved nogen af de 24 tidligere opsendelser, og ingeniørerne frarådede på det kraftigste, at løfteraketterne blev antændt ved en lufttemperatur lavere end 11 grader.
Trods advarslerne insisterede NASA på at gennemføre opsendelsen – en skæbnesvanger beslutning.
“Uh-oh”
– Challenger eksploderer i en gigantisk kugle af ild, gas og røg.
Normalt bruger en rumfærge otte et halvt minut på at nå ud i rummet. Så langt kommer Challenger aldrig.
Nøjagtigt 73 sek. efter liftoff hører kontrolcenteret et “uh-oh” fra pilot Michael Smith. Splitsekundet efter eksploderer fartøjet i 14,5 kilometers højde i en hvid, forgrenet sky mod den blå himmel.
14,5 kilometer over havet ender Challenger-missionen alt for tidligt, da hovedtanken fyldt med flydende ilt og brint eksploderer.
På tilskuerpladserne stirrer folk vantro op på røgskyerne, og som forstenet holder nogle af dem stadig tomlen i vejret, mens de forsøger at begribe, hvad der foregår lige for øjnene af dem.
Forældre krammer deres børn og forsøger at skærme dem mod det gruopvækkende syn.
“Fartøjet er eksploderet”, siger en chokeret NASA-embedsmand til McAuliffes forældre. “Fartøjet er eksploderet”, gentager moren uforstående, mens faren bliver kridhvid i ansigtet.
Tilskuere i tusindvis stirrede forfærdet mod den forgrenede røgsky på himlen.
Skolelærer Christa McAuliffes forældre overværede ulykken fra tilskuerpladserne på Kennedy Space Center.
Den værste katastrofe i NASA’s historie er en realitet, og mens rumfartsorganisationen samler de rystede pårørende, begynder kondolencer at strømme ind fra hele verden.
Kl. 17 toner præsident Ronald Reagan frem på tv, hvor han i en bevæget tale udtrykker sin dybfølte sorg.
Se Challenger forsvinde i flammer efter kun 73 sekunder i luften og reaktionen fra McAuliffes forældre. Vi advarer mod voldsomme billeder.
Sidst på eftermiddagen kommer NASA med sin første officielle udtalelse. I sekunderne efter eksplosionen havde en kommentator bemærket, at der tydeligvis var sket en større funktionsfejl, men nu fastslår Jesse Moore, der er leder af afdelingen for rumflyvning, at det endnu er for tidligt at sige noget som helst om årsagen.
Intet forekom unormalt inden eksplosionen, og ingen alarmer havde lydt i rumfærgen, oplyser Moore og forsikrer om, at NASA allerede har nedsat en undersøgelseskommission, som er i fuld gang med at indsamle og omhyggeligt analysere alle data.
En bevæget Ronald Reagan toner frem på TV-skærmene i de amerikanske stuer og hylder de syv omkomne astronauter – deres mod og deres sult efter at udforske universet.
Videobevis
– Challengers skæbne blev beseglet efter blot 0,678 sekunder.
Undersøgelseskommissionen, som bl.a. består af Neil Armstrong, det første menneske på Månen, og den berømte fysiker Richard Feynman, kom på en umådeligt vanskelig opgave med at kulegrave begivenhederne op til Challengers forlis.
De, der har været med til at tegne og bygge rumfærgen, bliver interviewet, samtlige konstruktionstegninger analyseres, leverandører bliver udspurgt, og uendelige mængder af data, film og fotografier fra opsendelsen granskes.
Netop det fotografiske bevismateriale viser sig at give efterforskerne det afgørende spor: Videoer afslører, at de første tegn på uregelmæssigheder dukkede op efter præcis 0,678 sekunder – et mikroskopisk øjeblik efter liftoff – hvor en mørkegrå røgsky trænger ud fra en samling på den højre løfteraket.
Efter blot 73 sekunder går det helt galt for Challenger-rumfærgen og de syv astronauter ombord.
Kulde gør det af med Challenger
Pga. usædvanligt frostvejr over Florida mister de gummipakninger, som forsegler løfteraketternes sektioner, deres fleksibilitet. Konsekvenserne bliver katastrofale.
Bjærgning
– Astronauterne sidder stadig fastspændt i deres sæder.
Challengers besætningsmodul bliver lokaliseret 7. marts 1986, knap halvanden måned efter opsendelsen. På 30 meters dybde ca. 29 km fra kysten finder dykkere besætningsmodulet, hvor flere af de døde astronauter stadig sidder fastspændt i deres sæder.
Ligene bliver bjærget, og ved en højtidelighed på Kennedy Space Center i april 1986 bliver kisterne frigivet til de nærmeste pårørende.
Hovedparten af de efterladte har ønsket at begrave deres døde på en militærkirkegård, men Christa McAuliffe bliver stedt til hvile på Blossom Hill-kirkegården på en bakketop nær den skole i New Hampshire, hvor hun arbejdede.
På hendes gravsten står, at hun var “den første almindelige amerikanske borger, der vovede sig mod rummet”.
Challengers besætningsmodul var intakt, viste billederne senere.
Astronauterne var i live
Efter katastrofen brændte ét spørgsmål på alles læber: Opdagede astronauterne, at de var i fare? Ja, lød det grufulde svar.
Retsmedicinske undersøgelser viste, at besætningsmedlemmerne overlevede selve eksplosionen, men at de mistede bevistheden kort efter og ikke registrerede det tre-fire minutter lange styrt mod havet.
Ved eksplosionen blev iltforsyningen til besætningsmodulet kappet, men astronauterne havde nødforsyninger med. Fire nød-iltflasker blev bjærget i havet, og tekniske undersøgelser viste, at tre af dem havde været i brug. Det betyder, at nogle af besætningsmedlemmerne må have været i live og i stand til at aktivere nødforsyningen umiddelbart efter eksplosionen.
Ifølge eksperterne var kabinen dog så ødelagt, at astronauterne pga. trykfald mistede bevidstheden efter ca. 20 sek. Ingen af dem oplevede formentlig mødet med havoverfladen, som de ramte med en dræbende kraft på 200 g.
Efterrationalisering
– Rumfærgeprogrammet sættes på pause i 32 måneder.
Den 9. juni 1986 blev undersøgelseskommissionens rapport om Challenger-ulykken offentliggjort. Rumfærgen forulykkede pga. en fejl i samlingen mellem de to nederste dele af højre løfteraket. O-ringen, som skulle sørge for, at de varme gasser ikke trængte ud, havde pga. kulden mistet sin fleksibilitet og evnen til at forsegle.
Rapporten konkluderede også, at de tekniske svigt ikke stod alene: At ulykken overhovedet kunne ske, skyldtes i høj grad også et betændt arbejdsklima i NASA.
I en årrække havde eksperter peget på, at O-ringene var upålidelige og utilstrækkelige, men NASA havde intet gjort for at udbedre fejlene og havde ovenikøbet gennemtrumfet opsendelsen, selvom ingeniører fra firmaet bag løfteraketten havde frarådet det.
For at fastslå årsagen til ulykken blev vragstumperne fra Challenger lagt ud som et gigantisk puslespil.
NASA aflyste herefter samtlige rumfærgemissioner. Organisationen gennemgik en række omstruktureringer og forbedrede rumfærgernes sikkerhedsprocedurer, ligesom O-ringene blev skiftet ud med mindre temperaturfølsomme pakninger.
Først efter to et halvt år, den 28. september 1988, strøg en ny og forbedret rumfærge til vejrs, da Discovery satte kurs mod rummet. Denne gang ventede tilskuerne dog med at klappe, indtil det stod klart, at rumfærgen var kommet sikkert i kredsløb.