Det russiske månefartøj Luna-25 er styrtet ned på Månen

Ifølge den russiske rumfartsadministration Roscosmos kom "Luna 25" i et ukontrolleret kredsløb.

Det russiske månefartøj "Luna-25" styrtede søndag ned på Månen, hvorved den første russiske mission til Månen i næsten 50 år var en fiasko, skriver dpa.

"Luna-25" skulle gennemføre den første bløde landing på Månens sydpol nogensinde.

Den russiske rumfartsadministration Roscosmos siger, at "Luna 25" kom ind i et ukontrolleret kredsløb.

"Kommunikationen med "Luna-25" ophørte klokken 13.57 lørdag (dansk tid)," hedder det i en erklæring fra Roscosmos.

Ifølge foreløbige vurderinger "eksisterer månefartøjet ikke længere efter at være kollideret med Månens overflade", hedder det.

"Bestræbelser på at få genoptaget kontakten til månefartøjet lørdag og søndag mislykkedes," skriver Roscosmo.

Missionen, som blev indledt i sidste uge, havde til formål at sætte et landingsfartøj på Månen. Dermed ville Rusland vende tilbage til Månen for første gang i næsten 50 år.

Opsendelsen havde været udsat flere gange, men den 11. august genstartede Rusland sit måneprogram, da det sendte landingsfartøjet "Luna-25" mod Månen.

"Luna-25" blev båret af den russiskdesignede løfteraket Sojuz 2.1. Affyringen skete ved Ruslands Rumcenter Øst, der ligger ved byen Vostotsjnyj.

"Luna-25" skal have en blød landing og tage og analysere jordprøver og udføre langsigtet videnskabelig forskning," oplyste Roscosmos tidligere på ugen til det franske nyhedsbureau AFP.

Ifølge Reuters menes der at være små lommer af is på Månens sydpol.

Den russiske månemission er i kapløb med Indien, som sendte sin Chandrayaan-3 månelander op i sidste måned, og mere generelt med USA og Kina, som begge har avancerede måneudforskningsprogrammer.

Efter at præsident Vladimir Putin indledte sin invasionskrig i Ukraine sidste år, meddelte Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, at den afsluttede samarbejdet med Rusland omkring opsendelsen af "Luna-25" og andre fremtidige rumfartsplaner.

Roscosmos chef, Jurij Borisov, har sagt, at "Luna-25" ekspeditionen var risikabel, og han sagde ved et møde med Putin i juni, at sandsynligheden for, at den lykkedes var på "omkring 70 procent".