Dødsdømt i rummet

Traditionelt går opsendelsen og landingen for at være de mest risikofyldte faser af en rumrejse, og Columbia har tilsyneladende lagt den ene af de to farligste etaper bag sig.

Rumfærgen er NASA’s veteran

Columbia er den amerikanske rumfartsorganisation NASA’s første rumfærge – et fartøj, der starter som en raket og takket være sine vinger lander som fly. Fartøjet foretog sin jomfruflyvning i april 1981, hvor den manøvrerede i kredsløb om Jorden.

I december samme år lettede Columbia for anden gang og blev dermed verdens første genbrugte rumfartøj.

Siden har rumfærgen foretaget yderligere 25 vellykkede missioner, hvor den blandt andet har fragtet satellitter til og fra kredsløb. På denne rumfærgens 28. tur skal astronauterne udføre mere end 80 forskellige eksperimenter. De skal foregå i et forskningsmodul, som er placeret i det knap 19 meter lange lastrum i fartøjets midterste del.

En god begyndelse

Columbia synes at være i fremragende form. Sådan lyder meldingen fra kaptajnen, Rick Husband, til kontrolcenteret i Houston, fire timer efter at rumfærgen er gået i kredsløb om Jorden. Fra Houston lyder samme optimistiske toner: Starten er gået lige efter bogen.

“Vi har ikke nogen uregelmæssigheder af betydning at rapportere om,” meddeler kontrolcenteret. Den eneste lille fejl er et defekt klimaanlæg i forskningsmodulet, der lækker vand, som flyder frit omkring i vægtløsheden. En af flyvelederne beder astronauterne om at skrue en tand op for varmen, så der ikke bliver dannet kondensvand, som kan kortslutte de elektriske installationer.

Det ordner besætningen, der allerede på rejsens første dag har inddelt sig i to hold: Mens det ene foretager eksperimenter i laboratoriemodulet, holder det andet fri og tilbringer tiden i besætningskabinen. Her er der plads til at spise, læse, gå på toilettet, vaske sig og tage en lur på en af rumfærgens fire sovestationer.

Raketter skyder rumfærgen til vejrs

Ud over selve rumfærgen består fartøjet under opsendelsen af en hovedtank og to raketter, som benytter fast brændstof. Det ligner viskelæder og er lige så hårdt – en slags hærdet, syntetisk gummi. Når rumfærgen sendes op, sørger faststofraketterne sammen med de tre hovedmotorer bag på rumfærgen for at løfte Columbia ud i rummet.

Faststofraketter kan ikke slukkes igen, når de først er antændt, så når alt brændstoffet er brugt op i omkring 45 km’s højde, bliver raketterne koblet af hovedtanken. De daler ned i havet i faldskærme og fiskes op til genbrug.

Rumfærgens hovedmotorer fortsætter med at producere kraft ved at afbrænde en blanding af flydende ilt og brint fra hovedtanken i blandingsforholdet 1:6. Hovedtanken bliver dumpet i omkring 110 km’s højde og falder ind i en forudbestemt bane. Her brænder størstedelen op i atmosfæren, mens resten styrter i havet.

Hele tankens yderside er beskyttet af et centimetertykt lag skumplast, der isolerer hovedtanken og forebygger, at der dannes is på overfladen.

Noget er gået galt

Rygter begynder at svirre hos NASA om, at noget er gået galt med skumplasten under opsendelsen. Men ombord på Columbia lever de syv astronauter i lykkelig uvidenhed. De passer deres arbejde og stiller op til tv-transmitterede interview. For åben skærm beretter Ilan Ramon om opsendelsen som “temmelig spændende og med en masse larm og rystelser”.

Først en uge henne i missionen umiddelbart inden endnu et interview modtager kaptajn Rick Husband besked fra kontrolcenteret om de problemer, som muligvis er opstået under starten. I en e-mail skriver flyveleder Steve Stich: “Der er en enkelt ting, som jeg gerne vil gøre jer opmærksom på inden det planlagte interview.

Egentlig er det ikke slet værd at nævne, men jeg siger det bare, så I ikke bliver overraskede, hvis en journalist skulle finde på at spørge. Fotoanalyser viser, at noget skumplast rev sig løs fra hovedtanken omkring 80 sekunder efter opsendelsen og derefter ramte rumfærgens venstre vinge og forårsagede en byge af mindre partikler.” Han understreger, at besætningen ikke har grund til at bekymre sig.

Tekniske eksperter har analyseret filmoptagelserne og vurderet, at der ikke er sket betydelig skade på rumfærgen. “Vi har oplevet samme fænomen på adskillige andre flyvninger, og der er absolut ingen grund til uro,” forsikrer Steve Stich besætningen.

Et helt almindeligt problem

Allerede efter Columbias første flyvning i 1981 opdagede NASA’s ingeniører, at skumplast havde revet sig løs fra hovedtanken. Det havde ramt og skadet mere end 300 af de over 20.000 keramiske kakler, som rumfærgen er beklædt med udvendigt.

De fungerer som et varmeskjold, der beskytter aluminiumsskroget mod den ekstreme varme, som opstår, når rumfærgen returnerer til Jorden. Uden kaklerne ville fartøjet brænde op som en meteor ved mødet med atmosfæren. Temperaturen på rumfærgens underside når op over 1200 grader, og til sammenligning er smeltepunktet for aluminium ca. 660 grader.

Også på andre flyvninger er problemet med de keramiske kakler opstået – NASA’s fem rumfærger har i gennemsnit haft 143 beskadigede kakler efter en mission, og at skumplast rives løs er så almindeligt, at NASA betegner det som en acceptabel risiko.

Videokvaliteten er for dårlig

Eder og forbandelser fyger gennem luften i det laboratorium, hvor NASA’s ingeniører igen og igen ser videooptagelserne fra opsendelsen af Columbia. “Holy shit” og “Oh, my God,” udbryder de ellers så kontrollerede specialister.

I slowmotion viser filmen et stykke skumplast på størrelse med en kuffert smadre ind i forkanten på venstre vinge 81,7 sekunder efter start. Optagelserne er slørede, og billedopløsningen elendig, så teknikerne anmoder om at få taget nærbilleder af rumfærgen, mens den er i kredsløb, så de med sikkerhed kan afgøre, om skaden er alvorlig.

Men det bliver ved forespørgslen: Lederen af missionen er på vej på ferie og glemmer alt om anmodningen, og da teknikerne rykker NASA-ledelsen, bliver de blankt afvist. “Der er ikke tale om et flyvesikkerhedsproblem, og vi kan alligevel ikke gøre noget ved det,” lyder begrundelsen.

“Selv hvis Columbia er blevet beskadiget, er det nok bedst ikke at sige noget. Hellere lade besætningsmedlemmerne have en glad, succesrig rejse og lade dem dø uventet under indflyvningen end at lade dem forblive i kredsløb, vel vidende at de intet kan stille op, inden ilten slipper op,” siger NASA-flyveleder Jon Harpold.

Sikkerheden er overvurderet

Umiddelbart inden Columbias debut skønnede NASA, at risikoen for et rumfærgehavari var 1:100.000. Men fem år senere, den 28. januar 1986, eksploderede den amerikanske rumfærge Challenger 73 sekunder efter start på sin 10. mission og dræbte de syv astronauter ombord. Dermed stod det klart, at NASA groft havde overvurderet sikkerheden.

En undersøgelseskommission fastslog, at årsagen til Challengerkatastrofen var en utæt samling i en faststofraket. Men det var ikke kun et teknisk svigt – katastrofen skyldtes ifølge kommissionen i høj grad også et betændt arbejdsmiljø i NASA.

I en årrække havde eksperter påpeget, at raketkonstruktionen var upålidelig, men NASA reagerede ikke. Så sent som aftenen før opsendelsen havde ingeniører ihærdigt forsøgt at overtale NASA’s ledelse til at udskyde missionen uden at blive taget alvorligt.

Columbia vender snuden hjemad

Set fra knap 300 km over Jorden tegner Columbias 28. mission til at blive en kæmpe succes. Besætningen skænker ikke ulykken under start en tanke og aner intet om NASA-kollegernes bekymringer. Dagen er kommet, hvor Jorden kalder.

Fra kontrolcenteret forlyder det, at vejret er ideelt til landing. Astronauterne ifører sig de orange trykdragter, spænder sig fast til sæderne og gennemgår tjeklisten.

Sprudlende af overskud filmer de hinanden, og tilsyneladende tænker ingen af dem på, at turen ned gennem atmosfæren er et af de farligste stadier i en rumrejse.

Mister radiokontakten

Astronauterne ved, at Columbia skal følge en fast landingsprocedure. En time før forventet touchdown skal rumfærgen bevæge sig fra ca. 170 km’s højde med en fart på omkring 28.000 km/t ned gennem den del af atmosfæren, som kaldes termosfæren. Her skal to raketter affyres, som bremser fartøjet.

Når rumfærgen rammer atmosfæren, skal dens næse være hævet cirka 40 grader fra vandret. I den stilling optager de keramiske kakler på undersiden af skroget det meste af gnidningsvarmen fra mødet med atmosfæren. På dette tidspunkt bliver vingekanter og næse udsat for temperaturer på op til 1650 grader, men beskyttes af et kulstofmateriale.

På vej gennem ionosfæren, som strækker sig ned til cirka 60 km’s højde, svigter radiokommunikationen ofte.

Det skyldtes, at der bliver dannet et lag af ioniserende partikler omkring rumfærgen, som forhindrer radiobølgerne i at trænge igennem. Signalet kommer igen i stratosfæren ca. 50 km over Jorden.

Lydmursbragene udebliver

Klokken 8.44 den 1. februar trænger Columbia som planlagt ned gennem den øvre atmosfære 120 km over Det Indiske Ocean. 15 min. senere mister kontrolcenteret som forventet kontakten med rumfærgen. Set fra Jorden forløber indflyvningen udramatisk.

Temperaturfølere i venstre vinge svigter ganske vist, men det er set før, og NASA-medarbejderne i kontrolcenteret regner med, at Columbia om få sekunder vil dukke på radaren.

Men en telefonopringning et par minutter over ni ødelægger illusionen. NASA-ingeniøren Ed Garske, der ikke er på arbejde, er i røret og meddeler chokeret: “Jeg så den. Den gik i stykker. Jeg så rumfærgen. Den gik i stykker.”

På VIP-tribunen ved landingsbanen på Kennedy Space Center afventer Rona Ramon og de andre astronauters familier med længsel de to lydmursbrag, der indikerer, at Columbia er to minutter fra at lande.

Efter planen skal Columbia sætte landingsstellet ned klokken 9.16, men bragene udebliver. I stedet dukker en skare NASA-ansatte i blå uniformer op på tribunen. De kører familierne til Kennedy Space Centers hovedbygning, hvor alle bliver samlet i et konferencelokale.

Robert Cabana, chefen for NASA’s astronautkorps, tager tøvende ordet: “Vi har mistet kontakten med fartøjet. Det befandt sig i en højde og med en hastighed, hvor besætningen formentlig ikke vil kunne overleve.

Vi har endnu ikke fået det bekræftet, men jeg vil ikke give jer falske forhåbninger om, at besætningen er o.k.”

Redningsaktion burde være forsøgt

Over 12.000 vragrester ligger spredt i et 300 km langt bælte gennem Texas og Louisiana. Blandt de største og mest genkendelige stumper er rumfærgens næse, som har boret sig seks meter ned i en skovbund.

Vragdelene bliver bragt til en hangar i Kennedy Space Center og overdraget til en havarikommission. Dens undersøgelser afslører, at løsrevet skumplast fra hovedtanken har slået et ca. 40 centimeter langt hul på venstre vingeforkant.

På vej ned gennem atmosfæren er varm atmosfærisk gas trængt ind gennem hullet og ind i vingen, som brækkede af fire sekunder over ni.

Mindre end et minut senere var Columbia splittet til atomer. Kommissionen slår fast, at det var en “alvorlig fejltagelse”, at NASA’s ledelse afviste at få taget de billeder, der kunne have vist, at venstre vinge var blevet kritisk beskadiget.

Hvis hullet i vingen var blevet opdaget, kunne Columbia være forblevet i kredsløb længe nok til, at NASA kunne forsøge at iværksætte en redningsaktion og evakuere astronauterne.

Denne artikel er baseret på en række havarirapporter, artikler, NASA-pressemeddelelser samt bøgerne “Comm Check... – The Final Flight of Shuttle Columbia” af Michael Cabbage og William Harwood og “Columbia – Final Voyage” af Philip Chien.