“De er meget anderledes end vores egen måne. De er store, og der er tegn på is på dem alle tre. Det, man også ved, er, at der i hvert fald på månen Europa er tegn på et hav under isoverfladen,” siger hun og uddyber:
“Man håber, at JUICE-missionen kan finde ud af, hvor meget vand og is der er. Og det bliver svært, men man håber også, at missionen kan gøre os lidt klogere på, om der findes en eller anden form for liv.”
Oceaner af liv
Håbet om at finde livstegn på de fjerne måner er især knyttet til de flydende oceaner, der efter alt at dømme findes under månernes isdække.
Forskere har nemlig fundet ud af, at de iskolde måner bliver opvarmet af Jupiters tyngdekraft, hvilket skaber gunstige betingelser for, at liv kan spire under isen.
Hvis man har held til at finde liv på månerne, er der formentlig tale om forholdsvis simple livsformer som bakterier eller alger, fortæller Cecilie Sand Nørholm der samtidig understreger, at det ikke bliver nogen nem opgave at opstøve.
“For satellitten kommer til at flyve tæt forbi de her måner, men den lander ikke på dem, og derfor kan det blive udfordrende at dokumentere," siger hun og peger på, at man bl.a. vil karakterisere månernes overflade og oceaner og derved undersøge, om der kan være de rette betingelser for liv.
Udover missionens helt store fokus: jagten efter liv i solsystemet, vil JUICE bl.a. også undersøge månernes indre og ydre geologiske strukturer – og se nærmere på hvordan topografien på overfladen spiller sammen med månernes indre.
Ifølge Cecilie Sand Nørholm er rumsonden således “tætpakket” med udstyr, så ESA kan få presset så mange informationer ud af missionen som muligt.
“Missionen har været i støbeskeen længe, og der er selvfølgelig en stor interesse i at indsamle så meget viden som muligt, når nu vi endelig kommer af sted på så omfattende en mission,” forklarer hun.
“NASA har sendt mange rummissioner ud i den ydre del af Solsystemet igennem tiden, men det her er første gang Europa sender sin egen mission så langt. Så det er superfedt, at vi stadig er med i gamet.”