Kan liv opstå og trives på planeter med kraftig tyngdekraft? Hvordan ville to sole påvirke evolutionen? Og hvordan vil intelligent liv overleve en døende stjerne?
De spørgsmål stiller Netflix i deres nye dokumentarserie “Alien Worlds”, der flytter den klassiske naturdokumentar ud i Universet og forestiller sig, hvordan livet kunne udvikle sig på fremmede planeter uden for vores solsystem.
🎬 SE traileren til Alien Worlds
I Netflix’ nye satsning,"Livet på andre planeter" udforskes fire forskellige exoplaneter i fire forskellige afsnit: En planet med stærk tyngdekraft, en todelt planet tæt på en rød dværgstjerne, en planet i kredsløb om to stjerner, en beboet planet omkring en døende stjerne.
Pionér guider os
Dokumentarserien begynder godt med Nobelpristageren Didier Queloz, der fandt den første exoplanet i 1995.
Forskerne har i dag fundet over 5000 exoplaneter, og Didier Queloz forklarer, hvordan forskerne løbende finder nye ved at studere lys og skygger.
Når en planet passerer forbi sin stjerne, dæmpes lyset fra stjernen en smule, og det kan observeres fra Jorden.
NASAs Kepler-rumteleskop er ikke længere i brug, men i 2009–2018 opdagede det flere exoplaneter ved hjælp af såkaldt mikrolinseteknologi. Når stjernelyset bevæger sig tæt på en anden planet på vej til teleskopets sensorer, dæmpes stjernelyset let.
Skaberne bag serien har opdelt fortællingen i fire afsnit, der hver behandler forholdene på forskellige exoplaneter.
Desværre er der ikke tale om rigtige exoplaneter, altså planeter vi har observeret fra Jorden i dag, men fantasifulde eksempler.
To teleskoper bringer exoplaneter tættere på
TESS spotter exoplaneter
I 2018 blev den seneste generation af planetjægere opsendt af NASA. Transiting Exoplanet Survey Satellite (TESS), der skal undersøge 200.000 stjerner for exoplaneter. Forskerne regner med at rumteleskopet vil finde mindst 300 jordlignende planeter.
Webb afløser Hubble
I 2021 skal næste skridt i jagten på viden om fremmede planeter efter planen opsendes. James Webb Space Telescope skal afløse Hubble og er så kraftigt, at det kan analysere atmosfæren på fjerne exoplaneter – og måske afsløre om de er hjemsted for liv.
Serien viser skiftevis vildt flotte computergenererede billeder fra de fremmede planeter og eksempler på tilsvarende liv på Jorden. Til at binde det sammen forklarer forskere Jordens fysiske love, og hvordan livet tilpasser sig dem.
Animationer bliver kedelige eksempler fra Jorden
Det viser sig dog desværre hurtigt, at vi i serien kommer til at tilbringe det meste af tiden på Jorden og ikke på de spændende fremmede planeter. Faktisk er omkring 80 procent af tiden brugt på de jordiske eksempler, mens de animerede landskaber og sekvenser genbruges igen og igen.
Selvom de videnskabelige forklaringer på, hvordan dyrelivet trives de mest ekstreme steder på Jorden, er gode, informative og interessante, hænger de ikke altid godt sammen med de tænkte eksempler på de fremmede planeter.
Flotte planeter med fejl
Overordnet er de fire exoplaneter dog flotte og videnskabeligt troværdige. Netflix undgår de fleste af de fodfejl, som den slags serier ofte begår og viser mere realistiske eksempler, end vi er vant til.
Netflix-serien Alien Worlds introducerer et utal af mulige livsformer og økosystemer.
På planeten Atlas bejler enorme flyvende væsner til hinandens mens de svæver gennem en ekstremt tyk atmosfære og jages af aggressive gasballoner med tænder.
På planeten Janus, hvor den ene side altid brændes af sollys og den anden er i konstant mørke, kæmper fembenede myrevæsner om de knappe ressourcer ved at tilpasse sig den ekstreme verden.
Et eksempel på en realistisk exoplanet er, da vi i andet afsnit besøger en planet i kredsløb omkring en rød dværgstjerne. Planeten er i bunden rotation om sin stjerne – hvor planetens ene side konstant peger mod stjernen, ligesom Månens ene side altid peger mod Jorden.
Langt de fleste exoplaneter, vi kender, kredser om røde dværgstjerner. Men planeter bliver nødt til at være meget tæt på de svage, røde stjerner, hvis liv skal opstå. Den korte afstand betyder, at tyngdekraften bremser planetens rotation - så den ene side altid er i lyset og den anden i mørket. Det viser Netflix korrekt og flot.
Til gengæld springer serien let og elegant hen over, at en planet så tæt på en rød dværgstjerne, ville blive bombarderet med dødbringende stråling.
Ensidige biosfærer er forsimplede
Serien falder meget hurtigt også i en anden fælde, som science fiction-universer som Star Wars og Star Trek også gør:
Planeterne i de universer har altid ret forsimplede biosfærer, hvor hele planeten fx er en ørken, dækket af sne eller består af én stor jungle.
Men fra Jorden ved vi jo, at klimaet har enorm betydning for biodiversiteten, og at der er kæmpestor forskel på dyre- og planteliv i Skandinavien sammenlignet med Afrika. Biosfæren på Jorden, hvor alle levende organismer lever, er som bekendt yderst varieret – og hvorfor skulle den ikke også være det på en fremmed planet?
En planet med én atmosfære og ét klima ville aldrig være homogen på den måde. Der ville være afvigelser fra poler til ækvator.
Star Wars-film har flere planeter, der indeholder forsimplede biosfærer som fx ren ørken, jungle eller hvor der udelukkende er sne. Her er det karakteren Luke Skywalker på ørkenplaneten Tatooine.
Alt i alt er den nye Netflix-serie videnskabeligt troværdig – men den hopper over hvor gærdet er lavest, når det kommer til at forestille sig de fremmede verdener. Serien laver den klassiske fejl med at forsøge at sammenligne noget vi kender, med noget totalt fremmed og ukendt.
I stedet burde de have turdet at flippe ud og ladet forskerne forestille sig, hvor underligt livet i universet kunne se ud - og så lade Jorden være Jorden.
