Exoplanet er den nøgne kerne af en gaskæmpe
Forskere ved University of Warwick i England har opdaget en exoplanet, som ikke ligner noget, vi kender fra vores eget solsystem. Den er hverken en typisk klippeplanet eller en gasplanet, men nærmest en kombination.
Exoplaneten, som har fået navnet TOI 849 b, kredser om en sollignende stjerne 734 lysår væk fra os. Dens omløb om stjernen er så tæt, at et år kun varer 18 timer, og temperaturen på overfladen ligger over 1500 °C.
Planeten er 3,5 gange så stor som Jorden og vejer 39 gange så meget, så forskerne er sikre på, at den består af klippemateriale.
En nyopdaget klippeplanet uden atmosfære kredser så tæt om sin stjerne, at et år kun varer 18 timer.
Men til deres store overraskelse har planeten næsten ingen atmosfære. Hvis den havde udviklet sig som de planeter, vi kender fra vores eget solsystem, ville den med sin vægt have trukket en tyk atmosfære af gasser til sig og fx ligne Neptun, der kun vejer halvt så meget.
To forklaringer på tabet af gas
Forskernes bedste bud på en forklaring er, at exoplaneten engang har været en gasplanet, men at gassen – bogstavelig talt – er gået af den. Det kan være sket på to måder: Enten har varmen fra dens stjerne kogt atmosfæren af planeten, eller også har den mistet sine gasser ved et sammenstød med en anden planet.
Hvis TOI 849 b er resterne af en gasplanet, giver den astronomerne en unik mulighed for at studere, hvordan gaskæmperne i vores eget solsystem er bygget op.
3 facts om gasplaneter
Atmosfære: Gasplaneter har ingen fast overflade, men består mest af en atmosfære af brint og helium.
Dybere lag: Under atmosfæren findes et flydende lag og hos fx Neptun også et tykt lag is af vand og metan.
Kerne: Vi ved kun lidt om gasplaneternes kerner. De kan bestå af klippe, jern, is og metallisk brint.
I årtier er astronomerne gået ud fra, at gasplaneter under deres tykke atmosfærer har en fast kerne af klippe, men for nylig er de kommet i tvivl.
Satellitten Juno, som kredser om Jupiter, har foretaget målinger af planetens tyngdefelt, som tyder på en mere diffus kerne uden nogen fast grænse til de ydre flydende og gasformige lag.
