Gigantisk exoplanet knuser astronomiske teorier

Med et helt nyt teleskop har astronomer gjort et banebrydende fund: En gigantisk exoplanet i kredsløb om en meget lille stjerne. Fundet kan ændre vores opfattelse af, hvordan planeter bliver skabt.

Umuligt solsystem

En nyfunden exoplanet er større, end astronomerne hidtil har troet var muligt.

© University of Warwick/Mark Garlick

”Opdagelsen udfordrer vores viden om, hvordan planeter dannes.”

Sådan lyder udmeldingen fra forskningsleder Daniel Bayliss, University of Warwick, efter et hold astronomer har gjort et usandsynligt fund.

600 lysår herfra har de fundet en gigantisk exoplanet i kredsløb om en meget lille stjerne. Størrelsesforholdet mellem de to er så tæt, at videnskaben har troet, sådan et par umuligt kunne forekomme.

På størrelse med Jupiter

Exoplaneten er den første, som er fundet med det nye Next-Generation Transit Survey-teleskop (NGTS) i den chilenske Atacama-ørken.

Teleskopet kan finde større exoplaneter ved at måle ændringer i stjerners lysstyrke. Når stjernens lysstyrke falder, er det fordi en exoplanet kredser ind foran den.

På trods af, at den nyfundne exoplanet (NGTS-1b) er på størrelse med Jupiter, har den været svær at finde. Stjernen, den kredser om er en rød dværg, som kun er halvt så stor som Solen og lyser meget svagere. Derfor har ændringer i lysstyrken været svære at registrere.

Troede det var umuligt

NGTS-1b er kun fire gange mindre end sin stjerne, og kredser meget tæt på den. Et kredsløb varer sølle 2,6 dage.

Næste skridt bliver at undersøge, om der findes lignende planeter i kredsløb om andre røde dværge.

Indtil nu har astronomer ment, at små stjerner kun danner klippeplaneter, og at de ikke har nok materiale til at danne gaskæmper. Den viden kan det nye fund ændre fundamentalt på.