NASA afslører 10 nye planeter med mulighed for liv
Kepler-teleskopet har netop opdaget 219 planetkandidater, hvoraf 10 af dem kan have flydende vand og dermed liv.

Rumteleskopet Kepler har opsnuset 10 nye planeter uden for vores Solsystem med potentiale for liv.
Det afslørede NASA under en pressekonference fra deres forskningscenter i Silicon Valley i begyndelsen af ugen.
Her præsenterede den amerikanske rumfartsorganisation offentligheden for Keplers imponerende fangst af i alt 219 himmelobjekter, der alle kandiderer til at være planeter.
Har afsløret flere tusinde planeter
10 af exoplaneterne er på størrelse med Jorden og kredser omkring deres stjerne i den såkaldt beboelige zone. Det betyder, at der kan eksistere vand i flydende form og dermed også liv.
Dermed har det hårdtarbejdende Kepler-teleskop nu har afsløret hele 4.034 mulige planeter i løbet af sin fire år lange jagt i rummet, hvoraf 50 af dem kan være beboelige.
De nye opdagelser er den største og mest detaljerede samling af exoplaneter, der er frigivet fra Kepler-teleskopet, forklarer forskerne bag offentliggørelsen.