Nu går jagten ind på nye planeter i vores nabolag

Efter at have fundet en planet i kredsløb om Solens nærmeste nabo har et forskerhold fået blod på tanden. Nu vil de finkæmme vores astronomiske baghave for potentielle exoplaneter.

Proxima b

Et forskerhold vil undersøge, om der er flere jordlignende planeter i vores astronomiske nabolag.

© ESO

I august 2016 kunne et forskerhold levere en vaskeægte astronomisk sensation: De havde fundet en jordlignende exoplanet i kredsløb om Solens nærmeste nabostjerne 4,2 lysår herfra.

Men her slutter eventyret ikke for holdet fra Queen Mary-universitetet i London.

De har netop søsat et nyt projekt, der skal finde flere jordlignende kloder om de tre stjerner, som er nærmest Solen.

Tre stjerner nærstuderes

Ud over fortsat at observere stjernen Proxima Centauri, hvor de fandt den jordlignende exoplanet Proxima b, nærstuderer forskerne også Barnards stjerne og Ross-154, som er hhv. 6 og 9,7 lysår herfra.

Alle tre stjerner er såkaldt røde dværgstjerner, som er væsentligt mindre og mere lyssvage end vores egen sol.

Denne type stjerner har de seneste år været planetjægernes mest yndede mål, fordi deres lille størrelse er en fordel, når små planeter skal observeres. Når planeternes kredsløb er mindre, befinder de sig oftere mellem stjernen og Jorden, hvor de er synlige for astronomerne.

Ventetiden er lang

Projektet blev igangsat den 21. juni, og varer 100 nætter. I dette tidsrum peger forskerholdet ESOs HARPS-teleskop i Chile mod stjernerne. Derefter går det møjsommelige arbejde med at analysere de indsamlede data i gang.

Arbejdet forventes at tage omkring et år. Men resultatet kan vise sig at være ventetiden værd.

Drømmen er, at de finder en række jordlignende planeter i vores astronomiske baghave, som kan huse liv.