Sensation: Superjord har en atmosfære

Planeten er alt for varm til, at vi kan bo der, men alligevel har astronomerne blikket rettet mod Gliese 1132b: For første gang er det lykkedes at finde en atmosfære om en såkaldt superjord.

Gliese 1132b
© MPIA

39 lysår herfra har et britisk forskerhold gjort en sensationelt opdagelse.

Exoplaneten Gliese 1132b er kategoriseret som en superjord, fordi den minder om vores egen planet.

Og nu har den fremmed klode vist klare tegn på, at den har en tyk atmosfære.

Damp og metangas

”Det er ikke opdagelsen af liv på en anden planet, men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning,” siger Dr John Southworth fra Keele University i en pressemeddelelse:

”Opdagelsen af en atmosfære omkring Gliese 1132b markerer første gang, at en atmosfære er opdaget omkring en jordlignende planet, udover Jorden.”

De første målinger tyder på, at atmosfæren er tyk, og den består af overophedet vanddamp, metangas eller en blanding af de to.

Men på trods af atmosfæren og de jordlignende forhold på planeten, skal vi som mennesker holde os fra at sætte fødderne på overfladen. Her er over 330 °C.

Skaber håb om liv

Når der alligevel er grund til at være ekstatisk over opdagelsen skyldes det, at Gliese 1132b åbner op for, at der kan eksistere liv i rummet.

Den viser, at exoplaneter godt kan have en atmosfære, og at de kan holde på dem i milliarder af år.

Næste år bliver rumteleskopet James Webb sendt i kredsløb, og det hypermoderne teleskop får sandsynligvis vendt kikkerten mod planeten.

Teleskopet er så kraftigt at det kan løse flere af mysterierne omkring Gliese 1132b's atmosfæres tæthed og hvad luftlaget består af.