Jingyao Dou
simulering-planetkollision

Forskere har fundet ekstremt sammenpresset exoplanet på størrelse med Neptun

Exoplanet med masse ”tættere end stål” opdaget – tætheden kan skyldes en voldsom planetkollision.

Exoplaneter er planeter, der kredser om andre stjerner end vores egen Sol. Selvom de første tegn på exoplaneter blev fundet i 1917, så var det først i 1992, at eksistensen af en exoplanet blev endeligt bekræftet.

Siden da er der fundet klippeplaneter kaldet superjorde med atmosfærer, gigantiske gasplaneter kaldet varme Jupiterer, og så en klasse af gasplaneter på størrelse med Neptun eller Uranus.

Nu kan forskere føje en exoplanet til rækken af Neptun-lignende planeter – denne har dog en masse ”tættere end stål”, hvilket gør den unik.

Et internationalt forskerhold fra University of Rome Tor Vergata i Italien og University of Bristol i England har beskrevet planeten, som de har døbt TOI-1853b, i tidsskriftet Nature.

Tæthed forårsaget af planetkollision

TOI-1853b er identificeret med NASA's Transiting Exoplanet Survey Satellite (TESS) og befinder sig omkring 544 lysår fra Jorden i retning af stjernebilledet Bjørnevogteren. Her kredser den om den orange dværgstjerne TOI-1853.

Forskerne kunne observere, at TOI-1853b's massefylde består af en større andel klipper og sten, end hvad der normalt forventes af en planet på Neptuns størrelse.

Den masse er dobbelt så stor som nogen anden kendt planet af samme størrelse, hvilket indikerer, at dens massefylde er ekstremt høj.

planetkollision

TOI-1853b kan være skabt efter et voldsomt sammenstød med en anden planet, hvilket har givet den ekstreme tæthed. Før sammenstødet kan den have været en vandholdig planet.

© NASA/SOFIA/Lynette Cook

"Denne planet er meget overraskende! Normalt forventer vi, at planeter, der dannes med så meget sten, bliver gasgiganter som Jupiter, der har tætheder, der ligner vand,” forklarer Jingyao Dou, der er ph.d.-studerende ved University of Bristol, og en del af forskerholdet, i en pressemeddelelse.

”TOI-1853b er på størrelse med Neptun, men har en tæthed, der er højere end stål. Vores arbejde viser, at det kan ske, hvis planeten oplevede ekstremt energirige planet-planet-kollisioner under sin dannelse.”

For at nærme sig en idé om, hvordan TOI-1853b blev skabt, lavede forskerne en række computermodeller, der viste, at planeten netop kunne være dannet ved en voldsom kollision mellem to planeter.

Resultaterne viste, at planeten sandsynligvis har været rig på vand, indtil den blev udsat for et ekstremt planetsammenstød med en hastighed på mere end 75 km/s.

"Disse kollisioner fjernede noget af den lettere atmosfære og vandet og efterlod en planet, der var beriget med sten og havde en høj massefylde," uddyber Jingyao Dou.

Forskerne skal nu undersøge TOI-1853b yderligere ved hjælp af kraftige teleskoper for at finde ud af, om planeten stadig har en atmosfære, og hvad den kan bestå af.