Er du en af dem, som synes, der er for få timer i døgnet til alle de ting, du gerne vil nå? Så ville du ikke have syntes om dagens længde for godt to milliarder år siden.
Foruden manglen på ordentlig ilt, og fraværet af planter og dyr, så ville du kun have 19 timer til at nå dine daglige gøremål.
Nu har et internationalt forskerhold måske fundet ud af, hvorfor dagene var så korte, og hvorfor dagtimerne stoppede med at blive længere i en periode på mellem en til to milliarder år.
Forskere fra Chinese Academy of Sciences og Curtin University i Australien har fundet ud, at den begrænsede fotosyntese på Jorden kan have påvirket Jordens rotation, skriver de i en artikel udgivet i Nature Geoscience.
Forlængelse af døgnet gik i stå
Dagene på Jorden er hen over vores planets lange historie kun blevet længere – mest takket være Månen. Vores nærmeste nabo fjerner sig nemlig langsomt fra Jorden, hvilket sænker planetens rotation.
Siden Månens dannelse er dagene på Jorden kun blevet længere, men forskerne fra Kina og Australien mener, de kan påvise, at i en periode på en til to milliarder år stagnerede døgnet ved 19 timer.
Perioden falder sammen med den æra, som geologer på engelsk har døbt ’boring billion’ (kedelig milliard), fordi udviklingen af flercellet liv gik uendeligt langsomt, inden den pludselig eksploderede.
Forskerne mener, at der er en sammenhæng mellem udviklingen af flercellet liv og den lange periode, hvor dagene ikke blev længere.
Månen er nemlig ikke det eneste himmelobjekt, der påvirker dagene på Jorden. Solens varme producerer også tidevand i vores atmosfære, som fremskynder rotationen.
Solen dominerede
I øjeblikket er tidevandet fra Solen dog meget svagere end Månens, og den påvirker kun Månens effekt en smule.
For omkring to til tre milliarder år siden, mener forskerne, at Månens kraft i en periode var så lille, at Solen har domineret og måske ligefrem fuldstændig forhindret Månen i at påvirke Jordens rotation.
Solen fik lov til at dominere tidevandspåvirkningen i denne periode, fordi Jordens atmosfære havde et lavt iltniveau (O2) men en stor mængde ozon (O3).
Så mens Månen bremser Jordens rotation ned, så fremskynder Solen den – og i fortiden kan Solen have domineret.
Brugte utraditionel tællemetode
For at komme frem til deres resultater brugte forskerne en utraditionel måde til at måle fortidens dagslængder på.
Normalt baserer geologer fortidens dagslængder på fine sedimentære lag i klipper, hvor vade – der hvor havbund tørlægges ved ebbe – har sat et slags tidsvandsmærke.
Det kan gøre det muligt at tælle antallet af dage mellem månedlige tidevandscyklusser. Disse mærker er dog sjældne, og blandt fagfolk er der diskussion om, hvordan de skal fortolkes.
Forskerne brugte i stedet såkaldte Milankovitch-cyklusser i Jordens kredsløb.
Det er en betegnelse, der kan forklare klimaforandringer på Jorden i fortiden, der er sket på grund af ændringer i Jordens aksehældning, præcession (når en akse slingrer mens den udsættes for en udefrakommende kraftpåvirkning) og skævhed.
Med andre ord: Frem for at lede efter mærker i klipper fra vade, så brugte forskerne en rytmisk sedimentær lagdeling forårsaget af Milankovitch-cyklusser i klippestykker.
Ud fra lagdelingerne fundet i klippestykker mente forskerne at kunne se en stagnering i påvirkning af Månens tidevand.
Da flercellet liv på sigt eksploderede og fotosyntesen satte gang i en større produktion af ilt i Jordens atmosfære, faldt Solens indflydelse, og Månen kunne med tiden stjæle planetens rotationsenergi og gøre dagene længere, som vi kender det i dag.