Gigantiske sorte skyer skygger for Mælkevejen
På en måneløs nat i november kan du se de mørke stjernetåger, som blokerer for vores udsyn til galaksens kerne. Så find teleskopet frem, og fang nogle utrolige billeder af Mælkevejens sorte vidundere.

Den mørke sky Hestehovedtågen træder frem i stjernebilledet Orion.
Mellem universets stjerner findes gigantiske mørke skyer af stjernestøv. På en klar aften tæt ved nymåne, hvor Månens lys er svagest, kan du med det blotte øje se de mørke gasskyer, som blokerer lyset fra Mælkevejens kerne.
Med et teleskop får du det bedste udsyn til vores galakses mørke skyer, blandt andet den såkaldte Hestehovedtåge.
Du kan også se mørke skyer i de fjerne galakser M64, M65 og M104.
Nogle mørke tåger er svære at se direkte i teleskopet. Men hvis du tager et billede af dem, kan du ofte se dem helt tydeligt på skærmen.
Sådan gør du
- For at se Mælkevejens mørke tåger skal du finde et sted uden lysforurening. En nat omkring nymåne, som falder den 18. november, er det bedste tidspunkt.
- Du finder nemmest de mørke tåger, hvis du bruger et teleskop med såkaldt GoTo-udstyr. Udstyret er i stand til selv at dreje teleskopet i den rigtige retning på stjernehimlen.
- Du kan tage et billede af Hestehovedtågen, hvis du taster “IC 434” ind i teleskopets GoTo-udstyr. Montér et kamerahus med en passende mellemring på teleskopet, fokusér, og eksponér i fx 30 sekunder.