Kan to galakser fjerne sig fra hinanden med mere end lysets hastighed?
Universet udvider sig med stadig stigende hastighed. Det betyder, at afstanden mellem fjerne galakser kan vokse så hurtigt, at end ikke lyset kan følge med.

CENTAURUS A
To galakser kan godt være på vej væk fra hinanden så hurtigt, at det umiddelbart ser ud, som om de bevæger sig hurtigere end lyset.
Det er bare ikke galakserne, der har fart på, men selve universet, der udvider sig og derfor øger afstanden mellem galakserne.
Galakser bevæger sig ikke overvældende hurtigt, men rummet imellem dem udvider sig, som det er tilfældet for hele universet.
Hvis to galakser er mere end knap 14 mia. lysår fra hinanden, vokser afstanden mellem dem nu så hurtigt, at lyset ikke kan følge med.
Sådanne galakser vil vi ikke længere kunne observere. Lyset, de udsender, vil aldrig kunne nå frem til os, da rummet udvider sig for hurtigt til, at lyset kan følge med.
Udvidelsen accelererer
Ikke alene har universet udvidet sig lige siden Big Bang, udvidelsen accellererer også.
Fysikerne tilskriver fænomenet mørk energi, der fungerer som en slags omvendt tyngdekraft og får alt til at fjerne sig fra hinanden.