Mælkevejen

Mælkevejen - Vores galakse

Med milliarder af stjerner og muligvis et endnu større antal planeter er Mælkevejen en tung basse. Bliv klogere på galaksen, som Jorden befinder sig i.

Hvad er Mælkevejen?

Mælkevejen er den galakse, vores Solsystem og dermed Jorden befinder sig i. Mælkevejen indeholder milliarder af stjerner, og alle de stjerner, vi kan se fra Jorden på himlen, hører til i Mælkevejen.

Navnet kommer fra det lysende mælkehvide bånd af stjerner, som kan ses henover himlen på stjerneklare nætter.

Mælkevejen er en almindelig spiralgalakse, og Jorden befinder sig ca. 25.000 lysår fra Mælkevejens centrum.

I midten af Mælkevejen findes det sorte hul Sagittarius A*. Set fra Jorden befinder det sorte hul sig i stjernebilledet Skytten, eller Sagittarius, og deraf kommer navnet. Det sorte hul vejer cirka en million gange så meget som Solen.

Mælkevejen er mindst 13,2 milliarder år gammel, da den ældste stjerne, som er observeret i Mælkevejen, har denne alder.

Mælkevejen planeter

Mælkevejen er næsten lige så gammel som Universet, der er 13,8 milliarder år.

© Shutterstock

Hvor mange stjerner er der i Mælkevejen?

Der er rigtig mange stjerne i Mælkevejen - men præcist hvor mange, ved man ikke. Ifølge NASA kan vores galakse dog huse mellem 100-400 milliarder stjerner.

Det anslås, at størstedelen af Mælkevejens stjerner er såkaldte røde dværge. Den slags stjerner er halvdelen af Solens størrelse og lyser meget svagere.

Hvor mange planeter er der i Mælkevejen?

Ligesom med antallet af stjerner i Mælkevejen, er det fortsat uklar, hvor mange planeter, der er i vores galakse. Det antages dog, at langt de fleste stjerner har omkringliggende planeter på samme måde som i vores Solsystem.

Hvis man tager udgangspunkt i antallet af planeter i vores Solsystem, og ganger det med estimaterne for antallet af stjerner, kan der være op mod 800 milliarder til 3,2 billioner planeter i Mælkevejen.

Mælkevejen - Solsystemet

Der er otte planeter omkring vores stjerne Solen. Der kan derfor være mange 100 milliarder planeter i Mælkevejen.

© Shutterstock

Hvad vejer Mælkevejen?

Forskere har regnet sig frem til, hvad vægten af vores galakse er, og ikke særligt overraskende er den tung. Meget tung.

Og selv om en sådan udregning kan virke mere som en finurlighed end seriøs videnskab, så er det faktisk en udregning, der bliver brugt og løbende bliver mere præcis.

Astrofysikerne bruger blandt andet udregningerne til at finde ud af, hvor meget mørkt stof der er i galaksen.

Mælkevejen er tung – meget tung

Et af de nyeste estimater er frembragt af et hold astrofysikere fra McMaster universitetet i Canada med Gwendolyn Eadie i spidsen. Det er baseret på en ny udregningsmodel, som er mere præcis end de tidligere brugte metoder.

Ifølge de nye tal har Mælkevejen en masse, som svarer til 700 milliarder gange Solens. Eller 231.000.000.000.000.000 gange Jordens.

Altså vejer vores galakse 1.379.532.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 kg. Det kan skrives lidt nemmere som 1,38 septillion kg eller 1,379532*10^42 kg.

Og selv om det virker utroligt tungt, er Mælkevejen ikke engang en af Universets sværvægtere. Andromeda-galaksen vejer fx over dobbelt så meget.

Ved at sammenligne vægten med den mængde af stof, der kan observeres i galaksen, er astrofysikeren også nået frem til, hvor stor en del af galaksen, der består af det mystiske mørke stof.

"Med vores udregninger ser det ud til, at mørkt stof udgør omkring 88 procent af Mælkevejens masse," siger Gwendolyn Eadie til The Guardian

Forskningen er sendt til The Astrophysical Journal.

Mælkevejen og nabogalaksen Andromeda

Mælkevejens nabogalakse, Andromeda, kaldes også Messier 31 eller M31

© Shutterstock

Mælkevejens nabogalakse

Mælkevejens nærmeste nabogalakse er Messier 31 - bedre kendt som Andromeda. Den har en afstand til Mælkevejen på 2,3 millioner lysår og er det fjerneste himmellegeme, som kan ses fra Jorden med det blotte øje.

Andromedagalaksen er ligesom Mælkevejen en spiralgalakse, og den indeholder tæt på en billion stjerner.

Astronomer har påvist, at Mælkevejssystemet og Andromedagalaksen nærmer sig hinanden med ca. 100 km/sek., og astronomer er sikre på, at Andromedagalaksen og Mælkevejen en dag vil kollidere.

Se videoen: Sådan vil Mælkevejen kollidere med Andromedagalaksen

NASAs animation viser, hvordan Mælkevejen og Andromedagalaksen vil kollidere om flere milliarder år. I animation kan man også se trekantsgalaksen.

Det intergalaktiske sammenstød vil dog først ske om cirka fire milliarder år, og det vil ikke være stjernerne i galakserne men derimod gasskyerne, som støder sammen.

Dette vil sætte gang i en enorm stjerneproduktion i Universets nye supergalakse, Milkomeda.

Sammenstødet vil ikke få betydning for livet på Jorden, da vores planet til den tid forlængst vil være blevet ubeboelig.