Hvor mange slags galakser findes der?

Jeg har hørt om elliptiske galakser og spiralgalakser. Findes der andre typer?

Spiralgalakse

Der findes forskellige klassifikationssystemer for galakser, men de fleste astronomer bruger Edwin Hubbles system. Han opdelte i 1925 galakserne efter deres udseende.

Der er to hovedtyper, nemlig elliptiske galakser og spiralgalakser, hvor vores egen galakse, Mælkevejen, tilhører sidstnævnte. Dertil kommer de uregelmæssige galakser, som er asymmetriske og uden synlig kerne.

Spiralgalakser er skiveformede og har en udbuling i centrum samt de karakteristiske arme. Elliptiske galakser er også skiveformede, men har en mere jævn fordeling af stjernerne.

Formen hænger tilsyneladende sammen med den hastighed, som galakserne roterer med. De elliptiske galakser roterer meget langsommere end spiralgalakserne.

Edwin Hubble kategoriserede de elliptiske galakser efter deres “fladtrykthed”, og spiralgalakserne blev opdelt i to underafdelinger, nemlig almindelige spiralgalakser og bjælkegalakser.

For bjælkegalakserne gælder, at spiralarmene udspringer fra enderne af en central “bjælke” af stjerner. Spiralgalakserne opdeles yderligere efter, hvor tæt vundne spiralarmene er om galaksens centrum.