Himmellegemer som stjerner og planeter er så tunge, at tyngdekraften altid overvinder alle andre kræfter og gør dem runde.
Tyngdekraften sørger for, at alt klippematerialet i fx en planet og al gassen i en stjerne presser sig så tæt sammen som muligt om himmellegemets centrum, også kaldet objektets massemidtpunkt. Resultatet er en kugleform, akkurat som hvis du trykker en klump dej sammen fra alle sider.
Kun de største måner er runde
Himmellegemer som måner og asteroider kan dog have andre former. Her er det kun de største, som ender med at blive runde, mens de mindre typisk har uregelmæssige former.
Astrofysikere fra Australian National University i Australien har regnet ud, at grænsen mellem kugleformen og den uregelmæssige form går ved en diameter på 600 kilometer. En asteroide, som fortrinsvis består af klippemateriale, vil dermed altid blive rund, hvis den er større end 600 kilometer.
For en måne, der eksempelvis næsten udelukkende består af is, vil grænsen gå ved 400 kilometer, da is er lettere at trykke sammen end klippe.
Selvom alle stjerner og planeter er runde, er de ikke nødvendigvis perfekt kugleformede. Overfladen på en klippeplanet kan godt være ujævn, og når stjerner eller planeter roterer om sig selv, får bevægelsen dem til at bule lidt ud ved ækvator.
Runde objekter bliver oftest lidt fladtrykte af deres rotation. Stjernen Vega er det mest ekstreme eksempel.
For vores egen klode betyder rotationen, at den er en smule fladtrykt. Afstanden fra Jordens centrum til ækvator er 6378 kilometer, mens afstanden kun er 6357 kilometer til polerne.
Det mest ekstreme eksempel på effekten er den hurtigtroterende stjerne Vega, som måler hele 23 procent mere i bredden end i højden.
