Himmellegemer som stjerner og planeter er så tunge, at tyngdekraften altid overvinder alle andre kræfter og gør dem runde.
Tyngdekraften sørger for, at alt klippematerialet i fx en planet og al gassen i en stjerne presser sig så tæt sammen som muligt om himmellegemets centrum, også kaldet objektets massemidtpunkt. Resultatet er en kugleform, akkurat som hvis du trykker en klump dej sammen fra alle sider.
Kun de største måner er runde
Himmellegemer som måner og asteroider kan dog have andre former. Her er det kun de største, som ender med at blive runde, mens de mindre typisk har uregelmæssige former.
Planeter er pr. definition altid runde
1. Ida er en rumkartoffel
Asteroiden Ida måler 58 kilometer på den længste led. Dens tyngdekraft er derfor langtfra stærk nok til at gøre den rund, og Ida har i stedet beholdt en form, der minder om en kartoffel.
2. Vesta er næsten rund
Med sine 578 kilometer på den længste led hører Vesta til blandt de største asteroider i Solsystemet. Vestas tyngdekraft er akkurat ikke kraftig nok til at gøre den helt rund.
3. Ceres opfylder kravet
Asteroidebæltets største objekt er Ceres, der både er en asteroide og en dværgplanet. Den har en diameter på 940 kilometer og er rund, men dog lidt fladtrykt på grund af sin rotation.
Astrofysikere fra Australian National University i Australien har regnet ud, at grænsen mellem kugleformen og den uregelmæssige form går ved en diameter på 600 kilometer. En asteroide, som fortrinsvis består af klippemateriale, vil dermed altid blive rund, hvis den er større end 600 kilometer.
For en måne, der eksempelvis næsten udelukkende består af is, vil grænsen gå ved 400 kilometer, da is er lettere at trykke sammen end klippe.
Selvom alle stjerner og planeter er runde, er de ikke nødvendigvis perfekt kugleformede. Overfladen på en klippeplanet kan godt være ujævn, og når stjerner eller planeter roterer om sig selv, får bevægelsen dem til at bule lidt ud ved ækvator.
Runde objekter bliver oftest lidt fladtrykte af deres rotation. Stjernen Vega er det mest ekstreme eksempel.
For vores egen klode betyder rotationen, at den er en smule fladtrykt. Afstanden fra Jordens centrum til ækvator er 6378 kilometer, mens afstanden kun er 6357 kilometer til polerne.
Det mest ekstreme eksempel på effekten er den hurtigtroterende stjerne Vega, som måler hele 23 procent mere i bredden end i højden.