"Ikke-menneskelige" væsener præsenteret for Mexicos kongres: Derfor er forskerne meget skeptiske

Det er ikke første gang, at mændene bag offentliggørelsen af de to mumificerede kroppe i Mexico mener, de har fundet rumvæsener.

Præsentation

Den mexicanske journalist og selvproklamerede ufolog Jaime Maussan (th) observerer de påståede ikke-menneskelige væsener før en pressekonference, som blev afholdt dagen efter den offentlige UFO-høring i den mexicanske kongres.

© Ritzau/ Scanpix

De har tre fingre på hver hånd, store aflange hoveder og tynde grå lemmer.

Liggende på et hvidt underlag i hver sin glasmontre blev den mexicanske kongres i denne uge præsenteret for to mumificerede væsener, der ligner noget fra en Hollywood-film om en fremmed civilisation.

Men ifølge den mexicanske journalist og UFO-entusiast Jaime Maussan, som fremviste de grå skabninger under en UFO-høring, er der tale om de jordiske rester fra to ikke-menneskelige kroppe med "30 procent ukendt DNA."

Den mexicanske journalist og selvproklamerede ufolog har tidligere fremlagt påstande om fund af et rumvæsen, der senere viste sig at være et mumificeret børnelig.

Denne gang forklarede han, at de to små kroppe blev fundet i en mine i Cusco i Peru og er blevet bestemt til at være omkring 1000 år gamle ved hjælp af kulstof 14-datering.

Jaime Maussan forklarede desuden, at forskere fra Autonomous National University of Mexico har gennemført DNA-test og røntgenfotografi på de mumificerede kroppe, og at røntgenbillederne endda afslørede æg i kroppen på den ene.

Under høringen fik den mexicanske UFO-entusiast desuden selskab af direktøren for det videnskabelige institut for sundhed i den mexicanske flåde, Jose de Jesus Zalce Benitez.

Han præsenterede politikerne for scanninger af ligene og hævdede, at de er tandløse og har store hjerner og øjne, der giver dem et såkaldt "bredt stereoskopisk syn."

De to kroppe og de vilde påstande har fået opmærksomhed over hele verden, men en stor del af offentligheden og forskerne er mildest talt skeptiske.

En af dem er astrobiologen Jonti Horner fra University of Southern Queensland, som har udtalt sig til ABC News.

"Jeg har en tendens til at tro, at hvis de ser for menneskelige ud til at være sande, er de næsten helt sikkert ikke fremmede," lyder det fra forskeren.

Præsentation

Under præsentationen kom det også frem, at de to ikke-menneskelige kroppe angiveligt skulle have implantater lavet af sjældne metaller, som osmium.

© Ritzau Scanpix

Hos Julieta Fierro, som er forsker ved National Autonomous University of Mexico, er udmeldingen også klar og tydelig:

"Selvfølgelig er det hele opfundet," siger hun.

Forsker undrer sig over metode

Det mexicanske universitet, der blev nævnt i forbindelse med kulstof 14-dateringen og DNA-analyserne på de to små kroppe har desuden genudsendt en pressemeddelelse fra 2017, hvor kroppene angiveligt blev fundet.

I erklæringen forklarer de blandt andet, at analyserne kun havde til hensigt at datere kroppene, og at de "i intet tilfælde drager konklusioner om oprindelsen af de nævnte prøver," som de skriver.

Julieta Fierro, som er forsker ved instituttet for astronomi under samme universitet påpeger desuden, at en metode som kulstof 14-datering formentlig slet ikke ville være brugbar, hvis kroppene rent faktisk var udenjordiske, da deres kemi formentlig også ville være anderledes.

De to mænd bag præsentationen for den mexicanske kongres var begge en del af en offenliggørelse i 2015, hvor de afslørede det, de påstod var mumificerede rester fra et rumvæsen.

Jaime Maussan ledede offentliggørelsen, mens Jesus Zalce Benitez var én af chefforskerne bag.

Senere blev opdagelsen afvist som falsk, og det viste sig at den lille mumificerede krop var resterne fra et menneskebarn.