Myte 1: "Astronauter er ikke påvirkede af Jordens tyngdekraft"
På optagelser fra Den Internationale Rumstation, ISS, ser vi, hvordan astronauter svæver rundt mellem hinanden, mens de griber ud efter frugter og andre små genstande, der hænger løst i luften.
Og det er måske én af grundene til, at den største myte om mennesker i rummet stadig hænger fast: at astronauter ikke er påvirkede af Jordens tyngdekraft. Men astronauterne oplever hele 90 procent af den samme tyngdekraft, vi gør på Jorden.
Forklaringen på deres luftakrobatik skal i stedet findes i det konstant frie fald, de er udsat for, når de er i kredsløb. For selvom rumstationen befinder sig cirka 400 kilometer over Jordens overflade, bevæger den sig hele tiden ned mod kloden – den er i frit fald.
Men rumstationens høje hastighed på 28.000 kilometer i timen og Jordens krumning betyder, at den hele tiden fortsætter sin kredsløbsbane.
Astronauter flyver hurtigere, end de kan falde
1.
Jordens tyngdefelt trækker hele tiden ISS og astronauterne i den ned mod Jorden.
2.
Rumstationen og alt i den bevæger sig samtidig fremad med 28.000 kilometer i timen.
3.
Den kombinerede effekt af de to kræfter er et langt, cirkelformet fald, som aldrig rammer Jorden.
Den falder populært sagt i samme takt, som Jorden krummer – ligesom en kanonkugle, der bliver skudt afsted fra toppen af et bjerg med tilstrækkelig høj fart.
Og det gør sig også gældende for besætningen inde i rumstationen, som ikke flytter sig i forhold til fartøjet og derfor heller ikke rammer gulvet.
Selvom tyngdekraften aftager gradvist, jo længere vi kommer ud i rummet, er der ingen steder i universet, hvor den forsvinder helt.
Kraften er også helt afgørende, når et objekt som ISS skal sendes i kredsløb – hvis ikke den trak objektet ned mod Jorden, ville det fortsætte ud i universet.
Myten om astronauter og tyngdekraft er: FALSK
Myte 2: "Kun tre mennesker har mistet livet i rummet"
En åben ventilationsventil fik fatale konsekvenser for tre kosmonauter, som stadig regnes for at være de eneste mennesker, der er omkommet i rummet.
Den 30. juni 1971 foretager rumkapslen Sojuz 11 en perfekt automatiseret landing.
Kosmonauterne Georgij Dobrovolskij, Vladislav Volkov og Viktor Patsajev har efter 23 dage i rummet afsluttet en vellykket mission ombord på verdens første rumstation, Saljut 1. Men da mandskabet på landjorden åbner kapslen, finder de til deres rædsel alle tre kosmonauter døde i deres sæder.
1967: Sojuz 1
0 km
Kosmonaut styrter i døden som følge af et defekt solpanel.
1971: Sojuz 11
168 km
Kort før nedstigningen omkommer tre kosmonauter ombord på rumkapslen Sojuz 11 på grund af en defekt ventil.
1986: Challenger
14 km
Defekt gummiring sender syv astronauter i døden.
2003: Columbia
65 km
Defekt varmeskjold får fatale følger for syv astronauter.
2014: Virgin Galactic
15 km
Eksplosion under test-flyvning koster en mand livet.
Det viser sig, at en ventilationsventil er åbnet 168 kilometer over Jordens overflade, og at rummets lave tryk har kostet de tre mænd livet.
Siden har andre fatale ulykker skrevet sig ind i rumfartshistoriens mørkeste kapitler, men Sojuz-katastrofen menes stadig at være den eneste, der er foregået i rummet.
For selvom grænsen mellem Jordens atmosfære og det ydre rum stadig diskuteres ivrigt, navigerer internationale organisationer efter den såkaldte Kármánlinje, der ligger i termosfæren 100 km over havoverfladen og er opkaldt efter fysikeren Theodore von Kármán.
NASA har dog valgt at sætte grænsen til 80 km over Jorden, men det ændrer ikke på antallet af omkomne.
Myten om at kun tre mennesker er døde i rummet er: SAND
Myte 3: "Du bliver yngre af at rejse i rummet"
Science fiction-eventyr vrimler med historier om heroiske astronauter, der tager på rumrejse i flere hundrede år uden at få en rynke og i visse tilfælde vender tilbage til Jordens overflade markant yngre. Men astronauter bliver ikke yngre af at rejse i rummet – de ældes bare langsommere end mennesker på Jorden.
Forklaringen skal findes i Einsteins relativitetsteori, som beviser, at tid bliver påvirket af, hvor hurtigt en genstand flytter sig: Jo hurtigere den bevæger sig, desto langsommere går tiden.
I 2015 blev astronauten Scott Kelly, th., sendt 11 måneder til ISS. Da han vendte tilbage, var han 13 millisekunder yngre end sin tvillingebror.
Et rumfartøj skal dog op på hastigheder tæt på lysets, før tidsforskellen kan mærkes og ses.
Astronauterne på Den Internationale Rumstation, ISS, ældes fx kun få millisekunder langsommere end os på landjorden, selvom de bevæger sig med 28.000 kilometer i timen.
Tankeeksperiment: Hvis astronauter rejste med lysets hastighed
Afsked
Astronauten tager afsked med sin nyfødte baby.
Rejsen
I ti dage rejser han med 99,9 procent af lysets hastighed.
Hjemkomst
Da han lander igen, kan han fejre barnets seksårs fødselsdag.
Myten om at man bliver yngre af at rejse i rummet er: FALSK
Myte 4: "Det er farligt at rejse gennem asteroidebæltet"
Asteroidebæltet er ofte beskrevet som et livsfarligt område med sine millioner af gigantiske sten samlet i én strækning. Men i virkeligheden er det næsten statistisk umuligt at kollidere med klippestykkerne.
Med millioner af gigantiske sten samlet i ét område lyder asteroidebæltet som en farlig forhindringsbane, der kan slutte rejsen for enhver astronaut.
Men til trods for det høje antal asteroider er det i virkeligheden et øde landskab, der ville møde astronauter, som ankom til den flere millioner kilometer lange strækning mellem Mars og Jupiter. NASA anslår, at den gennemsnitlige afstand mellem asteroiderne i bæltet er 966.000 kilometer – hvilket svarer til mere end 24 gange Jordens omkreds.
Det betyder, at risikoen for at støde ind i en asteroide er én ud af en milliard.
Den pointe bekræftes af det amerikanske rumagenturs mange missioner til planeter i det ydre Solsystem, hvor alle fartøjerne har passeret strækningen med succes, fx Voyagermissionerne, der blev sendt afsted i 1977 for at udforske Jupiter og Saturn og stadig opererer fra det interstellare rum.
Med en diameter på 950 km er dværgplaneten Ceres det største legeme i asteroidebæltet.
Den gennemsnitlige afstand mellem klippestykkerne i bæltet er 966.000 km - hvilket svarer til 24 gange Jordens omkreds.
NASA har også gennemført tre missioner, hvor bæltet var det endelige mål.
I 2018 afsluttede agenturet fx sin Dawnmission, hvor en rumsonde undersøgte bæltets to største legemer, dværgplaneten Ceres og asteroiden Vesta, i 11 år uden kollisioner.
Myten om at det er farligt at rejse gennem asteroidebæltet er: FALSK
Myte 5: "Rummets vakuum får din krop til at eksplodere"
En astronaut kan i princippet overleve flere minutter uden sin rumdragt. Men tiden, indtil døden indtræffer, byder på både strålesyge og organsvigt.
De blodsprængte øjne popper ud af kraniet, i samme øjeblik rumhjelmen bliver fjernet.
Og i løbet af få sekunder svulmer hovedet op til ukendelighed, inden det til sidst eksploderer i en blodig masse.
Hollywoodfilm har vist, at menneskekroppen har svære kår uden for Jordens beskyttende atmosfære. Og det er ingen overdrivelse.
De få luftmolekyler i rummet gør trykket lavt – næsten så lavt, at der dannes et totalt tomrum: et vakuum.
Men selvom manglen på tryk både udvider kroppen til dobbelt størrelse og sender organerne på vandretur gennem kropsåbningerne, eksploderer kroppen ikke i klassisk forstand.
I virkeligheden kan astronauter overleve mellem 90 sek. til tre minutter, før døden indtræffer.
Det sker der med kroppen uden rumdragt
Men uden Jordens atmosfære og magnetfelt vil astronauten i løbet af få sekunder bl.a. blive forbrændt af uv-stråler og få strålesyge af de såkaldte gammastråler, som er den kraftigste elektromagnetiske stråling, der findes.
Myten om at kroppen kan eksplodere i rummet er: FALSK