Forskere fra NASA har fundet et molekyle i atmosfæren på saturnmånen Titan, som ingen havde forventet.
Molekylet, som bærer navnet cyclopropenylidene, er kemisk set ekstremt aktivt og reagerer hurtigt med andre molekyler. Derfor er det aldrig fundet i nogen andre atmosfærer.

Det sjældne stof cyclopropenylidene kan sammen med flydende metan på overfladen danne grundlag for liv på saturnmånen Titan.
Cyclopropenylidene består af en ring af tre kulstofatomer med to brintatomer tilknyttet. Dermed har det en form, der ligner byggestenene i større komplekse molekyler, som er nødvendige for liv.
Både rna og dna har en rygrad, som er bygget op af lignende ringformede forbindelser.
Et oplagt sted at lede efter liv
Titan er i forvejen et af de mest lovende steder at søge efter fremmed liv i Solsystemet, da månen har et miljø, som på mange måder ligner Jordens.
Titan har landskaber med floder, søer og have, men i stedet for vand består de af flydende metan. Det medfører vejrforhold med fordampning, regn og vindsystemer, som vi kender det fra Jorden.

3 facts om saturnmånen Titan
Størrelse: Med en diameter på ca. 5150 km er Titan den næststørste måne i Solsystemet.
Atmosfære: Titan har en tæt atmosfære, som består af kvælstof (98,4 pct.) og metan (1,4 pct.).
Temperatur: Overfladen er -179 °C. Uden atmosfærens metan ville den være koldere.
Forskerne opdagede det sjældne molekyle ved at analysere reflekteret lys fra Titans atmosfære med ALMA-teleskopet i Chile.
Titan har stoffer til cellemembraner
Det samme teleskop afslørede i 2017 stoffet akrylonitril i Titans atmosfære. Akrylonitril har egenskaberne til at danne membraner, der ligner de fedtholdige membraner, livet benytter sig af her på Jorden.
Akrylonitril kan i modsætning til fedtstoffer tåle metan, og derfor mener nogle forskere, at eventuelle levende celler på Titan vil være baseret på flydende metan og akrylonitril i stedet for flydende vand og fedtstoffer.

Når Dragonfly-sonden ankommer til Titan i 2034, skal den flyve rundt og tage prøver rundt om i landskabet. De kemiske analyser vil gøre forskerne klogere på månens livsbetingelser.
I dag kan vi kun studere Titan fra Jorden, men i 2027 sender NASA den såkaldte Dragonfly-sonde mod saturnmånen. Den vil give forskerne vigtig ny viden om klodens særlige livsbetingelser.