Getty Images
exoplanet, vandplanet, planet, asteroide,

Mælkevejen vrimler med vandplaneter som Jorden

Planeter som Jorden blev dannet af støvskyer, der var fyldt med is og kulstof, viser ny forskning. Det kan betyde, at vores galakse måske er hjemsted for et hav af vandplaneter som vores.

Astronomer har i årtier søgt efter jordlignende planeter i vores galakse. Men for at en planet kan huse liv, kræver det blandt andet flydende vand i store mængder. Hidtil har forskere ment, at vandet kun kunne komme til planeter ved hjælp af kometer og isfyldte asteroider.

Nu viser banebrydende forskning fra Københavns Universitet, at vand sandsynligvis er til stede allerede i den interstellare kuvøse, som planeter dannes i.

Mælkevejen er måske fyldt med planeter, der har kontinenter og oceaner ligesom Jorden.

© NASA, ESA and G. Bacon (STScI)

Støv klumpede sammen i fem millioner år

Ved hjælp af computermodeller har forskerne beregnet, hvor hurtigt planeterne er blevet dannet, og hvilke byggesten de blev dannet af.

Deres undersøgelser viser, at Jorden blev dannet af millimetersmå partikler af vand og kulstof, der samlede sig i den klump, vi kalder Jorden i dag.

Jorden voksede hurtigt i den første tid. Støv blev til småsten af is og kulstof, der atter klumpede mere sammen, indtil Jorden havde dens nuværende størrelse efter blot omkring fem millioner år.

I takt med at planeten voksede, steg temperaturen også, og meget vand forsvandt igen. Selvom Jorden er dækket af oceaner, udgør vand kun omkring 0,1 procent af Jordens masse.

Tre betingelser for liv

Mere vand i universet kan betyde mere liv. Men vand i sig selv er ikke nok. Livets opståen har tre afgørende betingelser.

© Shutterstock

1: Flydende vand

Alt det liv, vi kender, kræver flydende vand, så vi går ud fra, at det er nødvendigt for livets opståen. Næringsstoffer opløses også i vand, så de er lettere for livet at optage.

supernova, eksplosion, grundstoffer
© Shutterstock

2: Vigtige grundstoffer

Liv består af en række grundstoffer, som kombineres til proteiner og aminosyrer. Da alle grundstoffer er skabt i stjerner og supernovaers indre, er de godt fordelt i universet.

© Shutterstock

3: Livgivende energi

Liv kræver energi. På Jorden udnytter planter fx Solens energi ved hjælp af fotosyntese. Men liv kan også udnytte varmen fra fx vulkansk aktivitet eller fra kosmisk stråling.

Vandfyldte planeter overalt i universet

Den nye model for planetdannelse kan betyde, at der er langt mere vand i vores galakse og i universet som sådan end hidtil troet.

Computermodellen tyder nemlig på, at alle planeter får cirka lige meget vand, når de bliver dannet, og dermed kan der være enormt gode betingelser for liv derude blandt stjernerne.

Nu ser forskerne frem mod den næste generation af rumteleskoper, så de kan observere atmosfæren på planeter uden for vores solsystem og få bekræftet, om vandet er så udbredt, som de tror.